Fyraftensgudstjeneste: Tro og tvivl

Recitation 1:

Joh. 6,35-37: Jesus siger: Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.”

Recitation 2:

Hebr. 11,1: Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.

Refleksion

Forholdet mellem tro og tvivl er et kæmpestort og eksistentielt emne. Derfor kan denne refleksion kun blive nogle ganske få tanker om det.

Tro er at komme til Jesus

Hvad er tro? Den enkleste definition finder vi i det vers jeg læste tidligere. Tro er at komme til Jesus!

”Jeg kan komme til ham, også uden at være stensikker på, hvad jeg skal mene om ham! Jeg kan komme til ham, også selv om mine motiver til at komme og til at bede er meget blandede og gennemskuelige. For når jeg kommer til ham, vil han aldrig vise mig bort! (Leif Andersen, Jamen bad jeg da for lidt, s.64).

Tro er handling

Tro er handling, noget dynamisk. Troen henvender sig til Jesus, fordi han er troens objekt. I sig selv er troen ikke meget værd. En tro der udelukkende er en tro på sig selv, flytter i virkeligheden ikke meget, selvom den kan nå langt og være imponerende i andre menneskers øjne. I sidste ende ender det let med præstationsangst. Og forhåbentlig kommer man til kort med sig selv og kapitulerer, når man indser hvor uholdbart det er.

1. At tro er at komme

til det, der er større,

end vi kan forstå:

Guds rige, som Kristus

har åbnet i dagen

for os, som er små.

Jørgen Michaelsen, DDS 582

Her sættes troen ind i en større sammenhæng. Når vi kommer til Jesus, åbnes en dør til Guds rige, til en virkelighed og et perspektiv, som er langt større end vi kan begribe og forstå med vores lille forstand. Men vi kan træde ind i det og blive en del af det ved troen på Jesus.

Tro er tillid

Men troen har også en mere hvilende position som udtryk for tillid til Jesus. Jeg stoler på ham og regner med ham i alle livets forhold.

Troens subjekt er mig. Det er mig, der tror, også selv om det er Gud, der i virkeligheden giver mig troen. Når troen forstås som tillid er den først og fremmest afhængig af den, jeg tror på. Jeg kan ikke fremtvinge og skabe en tillid til en person som ikke er tillidvækkende. Men det er Jesus i allerhøjeste grad. Så i virkeligheden er det ham, der vækker tilliden og troen i mig, selvom det er mig der tror.

Troen er en relation

Troen er på denne måde en relation. Ikke først og fremmest en tro på en række læresætninger og dogmer, som vi fremsiger eller synger i vores apostolske trosbekendelse. Hvor vigtige de end er, bliver de i sig selv kun udtryk for en død tro. Jeg må ind i den daglige omgang med Jesus i bønnen, bibelordet og menighedens fællesskab, så jeg får opbygget en ægte relation. Det betyder også at jeg kommer under tiltale med mit liv, hvor jeg ikke bare kan holde en intellektuel, akademisk distance. Når Jesus taler til mig gennem Ordet, kan der være ting i mit liv, som måske skal ændres og gøres op med. Men han kan også trøste og opmuntre mig i de svære tider:

5. At tro er at stille

sig ind under ordet,

som myndigt får røst –

og finde sig tiltalt

og tåle dets sandhed

og gribe dets trøst.

Jørgen Michaelsen, DDS 582

Tvivl og vantro

Alt det jeg har sagt indtil nu kan være meget godt og rigtigt. Men en levende tro vil også altid kæmpe med tvivlen. Er tvivl noget godt? Næppe i sig selv. Men en betontro der aldrig anfægtes af vores liv og virkelighed er bestemt heller ikke noget godt. Den bliver let til en fundamentalisme der har mistet kontakten til virkeligheden. Når troen er en levende organisme og relation til Jesus, vil den også møde tvivlen fra tid til anden, og den udfordrer vores tro. Det kan være meget sundt. Tvivl er ikke det samme som vantro. Vantroen er et bevidst oprør mod Gud. Den sunde tvivl er mere et udtryk for at komme til rette med sig selv, den virkelighed man oplever i verden og ens relation til Gud. Det er ikke altid så nemt at få det til at gå op i en højere enhed.

Tvivlen på Guds godhed

Jeg vil ikke komme ind på spørgsmålet om Guds eksistens, om jeg tror på en Gud, der har skabt og opretholder universet. Det er en problematik for sig. Her vil jeg blot forudsætte Guds eksistens, selvom også kristne kan kæmpe med det spørgsmål.

Mange gange tror jeg nemlig, at det mere er tvivlen på Guds godhed, der er problemet. Sådan er det i hvert fald for mig. Rent dogmatisk, teologisk ved jeg selvfølgelig godt at Gud er god. Ellers kan han ikke være Gud i egentlig forstand. Men at han virkelig er god og kærlig i alt hvad han gør, når han tilsyneladende tillader, at der sker så meget ondt i denne verden og i mit liv, det er straks meget sværere at fastholde.

Nu er det langt fra alt der sker i denne verden, der er udtryk for Guds vilje. Men hvis han virkelig er god, kærlig og barmhjertig, hvorfor oplever jeg så så meget, der gør ondt i mit liv. Det er ikke fordi han er magtesløs. Jeg fastholder jo samtidig at han er almægtig, alvidende og allestedsnærværende ifølge dogmerne.

De eksistentielle jordskred i mit liv som fx dødsfald, skilsmisse, tab af helbred og job og økonomisk ruin gør, at jeg må tage livtag med troen på Gud på en helt anderledes måde. I den proces er det vigtigt at vi giver følelserne og tankerne et stort fri- og spillerum. Gud kan sagtens tåle at vi bliver vrede på ham og skælder ham ud. Men kan vores fællesskab med hinanden også rumme en sådan vrede? Eller bliver den hurtigt banket på plads med dogmerne?

Man når længst med ærlighed og åbenhed. Både i gudsforholdet og i den mellemmenneskelige relation. Når man kan sætte ord på sine følelser og tanker og samtidig opleve sig inkluderet og tryg, kan det være helt afgørende for, at man bliver bevaret i troen på Gud – ikke mindst en sund tro på Gud.

Guds kærlighed i Kristus

2. At tro er at komme

til ham, som på korset

har sejret for os –

han afviser ingen,

han gir os Guds nåde,

ham frydes vi hos.

Jørgen Michaelsen, DDS 582

Nøglen til at kunne blive bevaret i en sund og sand tro i alle dens kampe med tvivlen og anfægtelserne er for mig at se knyttet uløseligt sammen med korset. Korset er ikke bare et sejrstegn, hvor bagvendt det end kan se ud, men det er først og fremmest kærlighedens holdeplads. Her viser Gud hvor højt han elsker sine mennesker.

Hvis han var en gud, der havde trukket sig tilbage i ophøjet majestæt og isolation, så kunne jeg ikke fastholde trosdogmerne. Så ville det bare være mundsvejr og tomme løfter uden hold i virkeligheden. Men når Kristus selv gik ind i lidelserne og ikke holdt sig for god til at sidde i sin himmel, så ved jeg at troen på ham kan give mening. Jeg slipper ikke for tvivlen og troskampene, så længer jeg lever her på jorden, men jeg har én jeg kan gå til med det hele. Én jeg kan græde ud hos. Én jeg kan hælde hele skraldespanden af vrede og galde i hovedet på. At tro er at komme til Jesus og sige det hele som det er. Så længe jeg gør det, ved jeg, at der er hjælp at få på en eller anden måde, og at han aldrig vil afvise mig eller smide mig på porten.

Amen