Trinitatis søndag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

(Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham:

»Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.«

Jesus svarede ham:

»Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.«

Nikodemus sagde til ham:

»Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?”

Jesus svarede:

»Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«

Nikodemus spurgte ham:

»Hvordan kan det gå til?”

Jesus svarede:

»Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.« Amen

Johannesevangeliet 3,1-15

Slangen er bestemt ikke et af mine favoritdyr, og jeg vil helst være fri for enhver kontakt med en af slagsen. Men jeg bliver nødt til at anerkende, at den spiller en stor rolle i bibelen lige fra dens første blade med syndefaldsberetningen og frem til den sidste bog i Bibelen.

”Slangen er et hyppigt og komplekst symbol. Nogle gange fungerer slangen som et redskab for Satan, og andre gange er den symbolet på Satan selv. Men overordnet fungerer den som en rød tråd, der binder Bibelen sammen.” (MF-lærer Kurt E. Larsen i Kristeligt Dagblad, 29.05.21).

Slangen er på den baggrund menneskets fjende nummer et. Derfor er der mange af os, som kun forbinder noget negativt og ondskabsfuldt med det dyr. Heldigvis er den kun en af Guds skabninger og ikke en selvstændig kraft i modsætning til det gode. Satan er ikke en modgud.

Troslydighed

Når man så læser beretningen fra Gammel Testamente om kobberslangen i ørkenen, får man pludselig en noget anderledes tilgang og indfaldsvinkel på slangen. Ganske vist er det igen dens uhyggelige giftangreb der forårsager israelitternes råb om hjælp. Moses går i forbøn hos Gud og beder ham om at fjerne slangerne. Den bøn bliver IKKE besvaret med et ja, men den bliver besvaret! Når det onde rammer os i en eller anden form, så er det naturligt for os at bede om fritagelse. Fjern det fra os, Gud! Og dermed mener vi, at problemet er løst én gang for alle. Men det er bare ikke altid sådan, Gud ser på sagen. Der var noget israelitterne skulle lære gennem Guds handlemåde og bønnesvar: Troslydighed. Der var en konstant utilfredshed, utålmodighed og oprørstrang i folket. Nu måtte det komme an på en prøve.

Gud fjernede ikke slangerne – i hvert fald ikke lige med det første - men han gav en mulighed for at få neutraliseret slangegiften. De fik kobberslangen som en modgift. Helt gratis. For Gud er først og fremmest kærlighedens og nådens Gud – selv midt i en straffeaktion over for sit ulydige og genstridige folk! Det er virkelig nåde og nåde. Gud er kærlig i alt hvad han gør, også når vi ikke forstår hans handlemåde.

Man kan ikke lade være med at tænke på vores coronasituation. Mange af os har uden tvivl bedt Gud om at fjerne Covid-19 virussen én gang for alle, men det er ikke sket. Men mon ikke Gud har haft en finger med i spillet i udviklingen af en vaccine på rekordtid?! Og så har vi endda råd til som samfund at stille den gratis til rådighed for alle. Er det ikke udtryk for Guds godhed mod os, selvom vi ikke kan forstå hvorfor han tillod virussen at gå verdensomspændende amok.

At se og at tro

Modgiften israelitterne fik, skulle ikke sprøjtes ind i kroppen. Det var meget mere simpelt. De skulle bare se hen på kobberslangen. Jesus bruger denne beretning i sin samtale med farisæeren Nikodemus til at pege hen på hans korsfæstelse: Som slangen blev ophøjet på en stang, skal Jesus ophøjes på et kors. Men det er en ren fysisk ophøjelse som i overført betydning er en fuldstændig nedværdigelse. Ved at sætte slangen på en stang har Moses i symbolsk forstand ydmyget og undertvunget slangen. På samme måde blev Jesus ydmyget på den grovest tænkelige måde i datidens samfund, udstillet for verden til offentlig beskuelse og foragt.

Slangerne var udtryk for Guds dom og straf, men kobberslangen er et frelsens tegn. Når Jesus bliver klynget op på et kors, er det udelukkende med tanke på at frelse hele menneskeheden – og ikke bare israelitterne – fra død, dom og djævel. Jesus forsoner verden med Gud og åbner en vej til fællesskab med Gud, så fjendskabet, hadet og oprøret fra vores side kan blive slået ned.

Men læg mærke til, at redningen fra slangegiften ikke skete pr. automatik. De måtte aktivt vende blikket mod kobberslangen. Eftersom de ikke døde øjeblikkeligt af slangebiddet, kunne de nå at kigge hen på den. Og det er en troshandling der kræver lydighed over for det Gud siger. Vores fornuft siger os, at det er da det rene galimatias. Man bliver ikke helbredt for slangebid ved at kigge på en kobberslange. Det giver ganske enkelt ingen mening. Derfor må der handles i tro på, at hvad Gud siger er sandt og pålideligt. Jesus sidestiller det at se med det at tro. Vi kan ikke se Gud, men vi kan tro på ham. Troen er det indre blik.

Kobberslangen havde ikke i sig selv nogen magisk kraft eller virkning. Den var udelukkende genstand for en troshandling og for troslydighed!

Kobberslangen var ikke levende, men til gengæld havde den ingen slangegift i sig. Jesus var i allerhøjeste grad levende og lignede på alle måder et rigtigt menneske, for han var og er et ægte menneske. Dog med den afgørende forskel: Han har ikke syndegiften i sig. Og derfor kan han leve det syndfrie liv og opfylde alle Guds lovkrav på vores vegne, så vi i dag kan nøjes med at henvise til Jesus som den der stedfortrædende har imødekommet alle Guds krav. Og kun som den syndfrie kan han gå i synderens sted og tage vores straf.

Desværre fik kobberslangen et tragisk endeligt. Den fulgte med israelitterne i bagagen til det land, de skulle indtage og stod der i mange år som en påmindelse om det var sket i ørkenen. Men kong Hizkija var nødt til at gøre noget drastisk under en af sine reformer for at føre folket tilbage til Gud fra deres frafald og udrydde afgudsdyrkelsen i landet: ”Han fjernede offerhøjene, knuste stenstøtterne og huggede Ashera-pælen om. Kobberslangen, som Moses havde lavet, slog han i stykker, for indtil da havde israelitterne tændt offerild for den. Den hed Nehushtan.” (2. Kong. 18,4). Hvor tragisk! Den var netop blevet genstand for det den ikke skulle være: En kultisk, magisk genstand for afgudsdyrkelse! Det er bare nemmere for os mennesker at bringe ofre til en kultgenstand end at adlyde den levende Gud i tro med hele vores liv!

Man kan godt undre sig over, hvorfor det lige skal være en slange Moses skal lave og hvorfor af kobber. Hvorfor ikke et hvilket som helst andet dyr eller ting? Men på samme måde kan man undre sig over, hvorfor Gud vælger korset – datidens frygtelige torturinstrument – til at frelse os. Nogle gange må vi bare bøje vores knæ og erkende, at Guds veje er uransagelige. Vi forstår simpelthen ikke Guds handlemåde, men det vigtige her er at forstå hans sindelag og motiv: Han handler i kærlighed!

Genfødelsen

Hvad skal der til for at blive frelst og få et evigt liv hos Gud? Jeg er bange for, at de fleste mennesker i dagens Danmark ikke er optaget af at finde svar på lige netop det spørgsmål, selvom det er det vigtigste man overhovedet kan stille sig selv. Alt andet er ligegyldigt i sammenligning med det.

Israelitterne skulle gøre lidt for at blive slangegiften kvit. De skulle se hen på kobberslangen. Vi skal tilsvarende tro på Jesus. Men kan vi det? Egentlig ikke. Vi kommer ikke af os selv til Jesus, og vi har ikke fra naturens hånd tillid til ham. Og derfor tror vi heller ikke på ham af egen kraft og vilje.

Men Jesus har vist os vejen i sin samtale med Nikodemus: Vi må fødes på ny. Eller fødes igen. Én gang til. Fødes ovenfra. Han kunne ikke have givet farisæeren Nikodemus et mere ydmygende svar. Farisæerne vidste godt at vi mennesker ikke kan præstere os til en plads i Guds rige. Men de troede på at Gud kunne fylde et menneskes sind med sin kraft og lede det i den rigtige retning frem til den endelige frelse. Lidt i stil med den katolske lære på Martin Luthers tid, der fremstillede Guds nåde som den indgydte nåde i mennesket, der gør mennesket i stand til at gøre fortjenstfulde gerninger over for Gud. Altså ved Guds hjælp og lidt håndkraft når vi i mål.

Problemet er bare, at Gud aldrig har overladt så meget som én procent af frelsestilegnelsen til os. Guds nåde mod os er ikke en 99% nåde. Det er 100%. Og kun på den måde fortjener han al vores tak, lovprisning og hyldest. Gud deler ikke sin ære med os, når det gælder hans frelsesaktion for verden.

Og det er en bitter pille at sluge for os mennesker, for det kan da ikke passe, at vi ikke kan bidrage med bare en lille smule. Jo, det kan passe. Og det er ydmygende – for kødet, det naturlige og syndige menneske! ”Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden er ånd,” siger Jesus. Altså er der kun én måde at komme ind i Guds rige på: At blive født af Ånden. Helligånden må føde os på ny.

”Vi bliver ikke genfødt ved først og fremmest at tro, mene, sige eller gøre bestemte ting. Sådan en misforståelse medfører kun træthed, stress, modløshed og fortvivlelse. Livet bliver krampagtigt, og fristelsen til at hykle er nærliggende. Vi bliver heller ikke automatisk genfødt ved at være med i et kristeligt miljø, melde os ind i et fællesskab eller påtage os et lederansvar. Vi bliver genfødt, når Jesus tager bolig i os ved Helligånden. Han skal komme ind i mig for at fylde mig. Han skal begynde at skabe noget nyt i mig. Han giver mig en ny indstilling og en ny drivkraft.” (Gunnar Elstad, I nådens rige, s.48)

Men det er så til gengæld også evangeliet til i dag. Vi kan ikke og skal ikke præstere noget som helst for at komme ind i Guds rige. Alle bliver uden undtagelse frelst af nåde. Lige så lidt vi har bidraget til vores egen fysiske fødsel, lige så lidt kan vi bidrage til den åndelige genfødsel.

Gud i og gennem os

Vi er i dag gået ind i Trinitatistiden, og nu skifter vi så at sige spor, så fokus mere er på hvad Gud gør i os og gennem os og mindre på, hvad han har gjort og gør for os. Det sidste er selvfølgelig grundlaget for Helligåndens arbejde med os.

Selv om vi er sat ud af spillet ved genfødslen, så må der fremkomme en ny frugt i vores liv efter genfødslen. Og selvom det dybest set er Helligånden der også udvirker den, så er vi medindraget i processen. Det er jo gennem os, at frugten skal ses og mærkes. Man kan ikke direkte se den åndelige fødsel finde sted i et menneskes liv, men man kan se dens virkninger. Ånd og vind er det samme ord på græsk, og de er usynlige, men vi mærker deres virkninger.

Kobberslangen kunne ikke fremkalde nogen virkning i israelitternes liv. Den var en statisk statue. Men Jesus Kristus kan ved Helligånden gøre en uendelig stor forskel i os, med os og gennem os. Amen