2. søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.« Amen

 Lukasevangeliet 14,16-24

Jesus sagde til ham: ”Der var engang en mand, der ville holde en stor fest og inviterede mange mennesker. På festdagen sendte han en slave afsted for at sige til gæsterne, at det hele var parat, og at de skulle komme nu. Men den ene efter den anden fandt på undskyldninger. Der var en, der sagde: ”Jeg er ked af det, man jeg har lige købt en mark, som jeg er nødt til at se til.” En anden sagde: I må have mig undskyldt, men jeg har købt fem par okser, som jeg skal prøve at pløje med.” En tredje sagde: ”Jeg er lige blevet gift, så derfor kan jeg ikke komme.” Slaven vendte tilbage og fortalte det til sin herre, der blev rasende. Han sagde til slaven: ”Skynd dig ud på gaden, og hent alle de fattig og lamme, halte og blinde mennesker, du kan finde.” Kort efter kom slaven tilbage og sagde: ”Nu har jeg gjort, som du sagde, men der er stadig plads til flere.” Så gå helt ud i udkanten af byen og se, om du ikke kan få folk derudefra til at komme”, sagde hans herre, ”så vi kan få huset fyldt. Og jeg siger jer: Ingen af dem, der var inviteret i første omgang, kommer med til min fest.” Amen

Vi er i kirkeåret gået ind i den festløse periode, som trinitatistiden er blevet kaldt. Men lige præcis i dag handler det om en fest. Men det er ikke en helt almindelig fest. Som alle andre starter den normalt men ender helt anderledes uventet, ja, nærmest chokerende.

Teksten skal ses i en frelseshistorisk sammenhæng, hvor invitationen til at gå ind i Guds rige i første omgang var forbeholdt det jødiske folk. Festen var nok eksklusiv i starten – ligesom langt hovedparten af vores fester er det – men siden hen er det meningen at perspektivet skal udvides ret så betragteligt: ”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.” (ApG 1,8). Gud er ikke eksklusiv men inklusiv når han indbyder. Gudsriget har derfor heller ikke en eksklusiv karakter. Der er plads til alle.

Den totale afvisning

Hvis det bare drejede sig om at beskrive en invitation til fest, og hvordan festen i øvrigt forløb, ville vi hurtigt blive færdige med den. Men fortællingen er ikke bare fryd og gammen. Som det var skik og brug dengang i Mellemøsten, blev gæsterne først inviteret i god tid, og det sker helt uden drama. Det virker som om alle har sagt ja til invitationen. Alle forberedelserne er gået i gang, og der er brugt megen tid, energi og penge på at sætte en stor fest op, for det var mange som blev indbudt uden at vi kender det eksakte tal.

Og så kommer chokket! Da den anden og endelige invitation når frem, bliver den mødt med den totale afvisning! Gæsterne vil alligevel ikke komme. Ikke bare de tre hvis undskyldninger vi hører, men hele flokken af indbudte siger pænt nej tak. De første to er uforskammet undskyldende og høflige i ordvalget og sikkert også i tonefaldet, men det ændrer ikke ved, at afvisningen var en total og uhørt fornærmelse af værten. Fuldstændig uacceptabel.

Vi kender ikke baggrunden for afvisningen, kun de helt igennem dårlige og uholdbare undskyldninger. Købet af både mark og okser var allerede kommet på plads, og ingen køber ville på den tid erhverve sig hverken mark eller okser uden først at have beset dem og i oksernes tilfælde afprøvet dem. Oven på alt det forarbejde var der virkelig grund til at holde en fest. Og i tilfældet med det nyligt indgåede ægteskab, fulgte der slet ikke nogen egentlig begrundelse eller undskyldning med. Var det i øvrigt ikke en god måde at starte et nyt ægteskab op på, at man lagde ud med en fest? Det er helt tydeligt at ingen var interesseret i festen, og at ingen havde holdbare og legitime undskyldninger. Det var værten, der for dem var problemet! Det jødiske folk som helhed afviste Jesus som deres frelser, herre og messias, og derfor endte de i første omgang med ikke at komme med til festen. De skal så gå ind i Guds rige senere hen, taler Paulus om i Romerbrevet.

Selvom undskyldningerne ikke holdt vand, var det jo ikke dårlige ting, det handlede om. Det handlede om deres arbejde og indtægtskilder på den ene side, og kærligheden og lykken på den anden side. Vigtige ting, men ikke det vigtigste! Det er denne katastrofale prioritering, der gør, at de mener, at de har råd til at frasortere og bortvælge Gudsriget. Præcis som det sker i hovedparten af vores folk i dag. Kirke og kristendom opleves af de fleste som totalt irrelevante størrelser og helt ude af trit med tiden. Det er de nære ting og livet her og nu, der er i fokus. Hvis vi overhovedet gider at beskæftige os med Gud, så kan det i hvert fald vente, til vi når støvets år. Og ikke engang dér er det sikkert, at det har nogen relevans. Gæsterne i fortællingen havde når det kom til stykket egentlig bare èn grund til at blive væk: De havde nok i deres eget! Er det ikke det samme der præger vores individualiserede og materialistiske tid? Coronaen fik os til at tænke mere på fællesskabet og de egentlige værdier i livet, men falder vi ikke lynhurtigt tilbage i individualismen og egoismen, når vi nu er i gang med en genåbning af samfundet? Fremtiden vil vise det.

Guds vrede

Værten i fortællingen bliver vred over gæsternes afvisning. En helt igennem forståelig og berettiget vrede. Men er det ikke ukristeligt og ligefrem syndigt at være vred? Siger Bibelen ikke, at vi ikke skal lade solen gå ned over vores vrede? Jo, vi skal sørge for at få gjort op med vores medmennesker i tide, hvis vi har et mellemværende der trænger til at komme ud af verden. Men vreden er i allerhøjeste grad berettiget og legitim, hvor uretfærdighed, ondskab og egoisme har sat dagsordenen. Jeg har lov til og bør være vred, når jeg ser hvordan mennesker omkring mig bliver uretfærdigt behandlet, hvordan goderne er ulige fordelt i verden, og hvordan vi er i gang med at ødelægge jordens natur og klima.

Gud er vred, når menneskers synd gang på gang er i oprør mod Ham, hans ord og ordninger. Og Gud har ret til at sende ethvert menneske i fortabelsen, fordi vi i udgangspunktet har vendt ryggen til ham. Alle som én.

Guds nåde

Men Guds vrede i fortællingen bliver vendt til noget konstruktivt. Han handler på den uretfærdighed, som finder sted. Og vreden bliver transformeret til nåde. De først indbudte sagde nej tak til invitationen, og på den måde udelukkede de sig selv fra festen. Skellet mellem dem, der kom med til festen, og dem der ikke gjorde det, blev ikke sat af Gud, men af ulydige, utaknemmelige og oprørske mennesker. Gud vil at alle mennesker skal frelses, men det betyder ikke, at Gud får sin vilje. Selv den almægtige Gud må give afkald på at hjælpe og frelse mennesker, der bevidst og villet afviser ham. Så vælger et menneske selv fortabelsen under Guds vrede og dom. Men kom ikke og sig, at Gud ikke giver mennesker en chance. Endda mange. Og det er netop én af lignelsens pointer. Invitationerne til at gå ind i Guds rige er uendelige. Alle får chancen. Guds nåde vokser ved at blive delt.  Jo flere der tager imod Guds nådesinvitation, jo flere bliver der plads til i Gudsriget. Der er aldrig pladsmangel eller begrænsede pladser i Gudsriget.

Guds kald

Og her kommer så et andet alvorligt element ind samtidig: Hører du kaldet til at tage imod Jesus i dit liv?

Hvornår starter festen? Det gør den i det øjeblik et menneske lukker Jesus ind i sit liv: ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.” (Åb. 3,20). Når du og jeg siger personligt og individuelt ja tak til, at Jesus bliver herre og frelser i vores liv, så er festen allerede gået i gang her på jorden. Men også i himlen: ”Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.” (Luk. 15,10). Men den helt store og endelige fest, tager først sin begyndelse, når denne jord er gået sin undergang i møde, og Gud har skabt en ny himmel og en ny jord: ”De skal komme fra øst og vest, fra nord og syd og sidde til bords i Guds rige.” (Luk. 13,29) Og det bliver en fest der aldrig får en ende, for der er virkelig grund til at feste i evighed over, at ”døden opsluges for evigt. Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt.(Es. 25,8).  Der er nemlig ingenting der længere volder sorg og smerte. Amen