3. søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.«

Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.

Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.« Amen

Lukasevangeliet 15,1-10

»Vis mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er.« Sådan lyder et velkendt ordsprog. Det er bestemt ikke uden betydning, hvem vi omgås, og specielt ikke når man er ung og nem at påvirke. Vi ønsker for vores børn at de ikke kommer i dårligt selskab og bliver underlagt et gruppepres. Men også for os der er voksne, er det vigtigt at vi vælger vores omgangskreds med omhu. Der er mennesker der trækker os ned og påvirker os i en forkert retning med deres negative tanke- og adfærdsmønstre. Det er ingen synd at holde sig lidt på afstand af dem. Vi er faktisk smittebærere, og her tænker vi ikke på corona.

De forhadte grupper i samfundet

Selvom farisæerne og de skriftkloge, disse menneskegrupper som konstant var på nakken af Jesus, havde et helt igennem forkert menneskesyn, hvor de foragtede det store flertal af mennesker, som ikke fulgte Guds lov på samme radikaliserede måde som de selv mente at gøre, så kan man godt et stykke ad vejen forstå deres reaktion på, at Jesus ville have fællesskab – endda måltidsfællesskab - med toldere og syndere. De var absolut bunden af samfundet.

I nyere bibeloversættelser kan man se at toldere oversættes med skatteopkrævere, men det bliver det faktisk ikke meget bedre af. Det er på ingen måde sammenligneligt med vor tids skatteopkrævere, som jo har et hæderligt erhverv. I stedet for drejer det sig om mennesker, der var gået i den romerske besættelsesmagts tjeneste. Ikke nok med at de opkrævede skat til de forhadte romere, men de stak også en pæn del i egne lommer. Vi kan jo tænke på, hvordan vi betragtede og behandlede danskere, der var gået i nazisternes tjeneste under 2. verdenskrig. Hvor meget respekt har vi lige for den slags mennesker? For slet ikke at tale om hvor meget lyst vi har til at omgås dem?

Og de såkaldte ”syndere” er jo ikke syndere generelt forstået, for dér er vi jo alle i samme båd, men det er prostituerede og andre af samfundets udstødte. Hvis vi vil have et godt navn og rygte, ja, så omgås vi som pæne samfundsborgere ganske enkelt ikke den slags mennesker, fx svindlere, rockere, narkomaner, alkoholikere og ludere. Det er i hvert fald ikke det normale.

Jesus er synderes ven

Jesus var og er bare anderledes. Chokerende og provokerende anderledes. Jeg ville ikke være overrasket over, hvis vi havde hvisket Jesus i øret i dag, at han lige skulle passe lidt på med, hvem han sådan kom sammen med. Hvis du gerne vil frem i verden og have succes, så stræb efter at knytte kontakter med dem der har indflydelse og popularitet.

Jesus havde ikke et navn eller rygte der skulle passes og plejes. Han havde heller ikke en strømlinet karriere han skulle følge til tops. Han havde og har en kærlighed der inkluderer alle. Virkelig ALLE. Ikke mindst dem andre ekskluderer. Og lad mig understrege, at det er IKKE fordi Jesus har en forkærlighed for dem, der træder ved siden af loven, både juridisk og moralsk. Deres livsførelse bliver bestemt ikke fremhævet som et eksempel til efterfølgelse. Tværtimod indeholder Ny Testamente eksempler på, at Jesus pålagde dem at stoppe med deres uetiske og umoralske livsstil, så de kunne få sig et ordentligt liv, efter de havde modtaget hans tilgivelse og genoprettelse.

Den opsøgende kærlighed

Når Jesus omgikkes de udstødte, så var det først og fremmest fordi hans kærlighed og frelse vedrørte dem, men også fordi de ganske enkelt var mest modtagelige for hans kærlighed og frelse. Den syndfrie og synderne er modsætninger og antipoler, og så alligevel passer de fortræffeligt sammen. Teksten fra Esajas’ bog forkyndte, at Gud ”bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet” (Es. 57,15). Hvad er det, der knuser og bøjer os ned? Det er synden i os selv og i verden. Hvorfor vil den ophøjede, hellige og syndfrie i det himmelske palads have en adresse nede i jordens slumkvarter? Det enkle svar er: Han elsker os betingelsesløst. Præcis så elendige som vi er.

Den opsøgende kærlighed

Guds kærlighed er den opsøgende kærlighed, der lægger alt til side for at sætte alt ind på at finde og nå den ene. Hvis vi begynder at anlægge en økonomisk eller forretningsmæssig synsvinkel på historierne, så giver det ganske enkelt ingen mening, det hyrden og kvinden gør. I alle former for forretninger, handler og investeringer regner man med en vis spildprocent. Det handler også nogle gange om gynger og karruseller. Ét tabt får ud af 100 er et rimeligt spild. Én mønt ud af ti kan stadig gå an. Straks værre er det med én søn ud af to sønner som i historien om den fortabte søn som følger lige efter evangelieteksten til i dag. Men i hvert fald virker det som en alt for stor risiko at efterlade 99 får i ødemarken for at sætte alt ind på at finde et enkelt bortløbet får. Næsten komisk kan det blive, når glæden over at have fundet det tabte medfører at man holder en fest. Ikke at det er dumt at glæde sig og holde fest, men fordi udgiften til festen kunne gå hen og overstige den fundne mønts eller det fortabte fårs værdi. Men det er gudsrigets matematik. Gud regner ikke, som mennesker regner.

Evangeliet i det uevangeliske tonefald

”Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem,” sagde farisæerne og de skriftkloge. Hvis vi havde været i stand til at høre tonefaldet, så ville vi ikke høre sød musik. Det var lyden af hån, foragt og spot. Når mennesker føler trang til at sparke nedad. Men hvad de ikke havde tænkt på var, at de selvsamme ord udtrykte verdens skønneste evangelium: Jesus er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Tænk at disse skønne, evangeliske ord skulle komme ud af munden på de mest selvretfærdige, selvgode og menneskefjendske personer. Nu står de her i vores bibel som en invitation til os i dag: Jesus vil have fællesskab med os. Han er ikke bange for at blive smittet af vores synd. Den bider nemlig ikke på ham. Han, som er den syndfrie, er derimod smittebærer. Han ønsker at smitte os alle med sin inkluderende kærlighed.

At blive fundet

Hvem er kvalificeret til at gå ind i Guds rige? Det er den, som lader sig finde. Det er endnu en side ved evangeliet, at det er Gud, der opsøger og leder efter os, ikke os, der prøver at finde ham. Vi er passive. ”Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer”, siger Jesus i Joh. 15,16. Det er ydmygende for os at skulle erkende det. Fåret finder aldrig vejen tilbage til folden. Det må endda bæres hjem på skuldrene af hyrden. Så bliver det ikke mere ydmygende og hjælpeløst. Mønten finder heller aldrig af sig selv vejen tilbage til pungen, eller hvor den nu hører hjemme. Den må samles op. Initiativet kommer helt og holdent fra Gud selv. Men hvad så med historien om den fortabte søn? Han vendte jo om for at opsøge sin far, da han var længst nede i skidtet. Så han tog vel initiativet? Ja, det er sandt at han vendte om, men det var farens kærlighed der drev ham til at vende næsen hjemad. Ellers var han rådnet op i det fremmede.

Ydmyghed og omvendelse

”Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer”, skrev apostlen Peter i epistelteksten (1. Pet. 5,6). Ydmyghed og omvendelse er ikke ligefrem plusord i dagens Danmark. Ydmyghed opfattes ofte fejlagtigt som et udtryk for lavt selvværd og mindreværdskomplekser. Omvendelse indebærer at man erkender, at man tog fejl. Endda grueligt fejl. Jeg er på vej i den forkerte retning med mit liv. Destinationen forude er ikke der jeg skal hen. Det er ydmygende at skulle erkende det. Men når vi gør det, så er det at den gode hyrde har fundet os. Så er det kvinden i historien samler mønten op. Derfor gælder det om at høre godt efter og give lyd fra sig, når den der leder, kalder på én. Fåret kan i det mindste bræge. Mønten kan ved solens hjælp glimte og dermed fange opmærksomheden.

Selvretfærdighed og glæde

Når et menneske forskanser sig bag en selvretfærdig og selvgod facade, så har man dermed også sagt farvel til den sande og ægte glæde. For selvretfærdighed og glæde er som ild og vand. De kan aldrig gå hånd i hånd. Ikke nok med at farisæerne og de skriftkloge så ned på mennesker og bestemt ikke kunne glæde sig over, at det mindre gode selskab var blevet fundet af deres nye herre og frelser, Jesus Kristus, de erkendte heller ikke, at de selv var akkurat ligeså fortabte og havde brug for en frelser til at finde dem. At de måtte frelses fra selvretfærdigheden. De stampede ligefrem mod brodden. Så er man virkelig tabt og fortabt.

Hvorfor er der nogle gange så lidt glæde i kirken? Er det fordi vi så sjældent oplever den glæde, at en synder omvender sig? Glæden i himlen og blandt Guds engle er i hvert fald overvældende. Guds engle har også set hvad der skete med Lysets engel og hans englehær. De blev til Djævelen og hans hær af dæmoner. Så frygteligt fortabte blev de. Men for os mennesker er der stadig en nådetid, en evangelisk tidsramme om vores tilværelse, hvor Gud kalder på sit fortabte menneske. Men vi ved ikke hvor længe. Det er nu, der skal svares ja. Amen