4. søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.« Amen

Lukasevangeliet 6,36-42

Jeg har en bygningsfejl på mit højre øje. Indtil for nylig anede jeg dårligt nok, hvad det vil sige at have en bygningsfejl. Men jeg har så efterfølgende læst mig til, at det skyldes uregelmæssigheder i hornhindens krumning, som kan give synsforstyrrelser. Jo tak, det sidste har jeg for længst erfaret. Siden jeg var 10 år gammel har jeg haft tilstrækkeligt med synsforstyrrelser til, at jeg ikke har kunnet se klart uden et par briller. Og mere behøver jeg sådan set ikke at vide. Resten overlader jeg til optikere og øjenlæger.

Bygningsfejl er oftest medfødte, så et eller andet sted er der altså sket en konstruktionsfejl, da jeg blev sat sammen i mors liv. Der er noget som ikke fungerer optimalt efter hensigten. Jeg læste for øvrigt videre, at ”Det er svært at finde et optisk perfekt øje, da der skal meget små ujævnheder til for at have en bygningsfejl. Man kan sammenligne det med alle andre kropsdele, som heller ikke er fuldstændig lige eller perfekte. Langt de fleste mennesker har derfor en lille bygningsfejl.” Det var da altid en trøst at vide, at I heller ikke er så perfekte, som I ser ud til. Hvad så med det lille dåbsbarn her i dag? Han er vel nær noget af det mest perfekte, vi kan finde? Stadig så ny og ubrugt – og så alligevel. Gemt under overfladen, bag facaden og det smukke ydre har selv han en bygnings- og konstruktionsfejl. Måske endda flere. Oftest har det heldigvis ikke nogen betydning for livskvaliteten. Men evangelieteksten vi læste til i dag taler om en helt anderledes alvorlig bygnings- og konstruktionsfejl.

Arvesynden

Bibelen lægger ikke skjul på, at det faktisk er så galt fat med os, at bygningsfejlen er en grundskade af uoprettelig karakter: ”Ingen lever, som Gud vil have det, og alle er langt fra ham,” siger Paulus i Rom. 3,23 (Bibelen 2020). Derfor søger vi ikke Gud af os selv, og hvis vi skulle finde på at gøre det, søger vi alle de forkerte steder. I går havde vi også dåb i Burkal kirke, hvor en lille pige blev døbt med navnet Sissel. På navnebetydning.dk kan man læse, at det navn betyder ”Uden syn”. Det var bestemt ikke derfor, hun kom til at hedde Sissel, og hun var ikke blind i fysisk forstand. Men i åndelig forstand fødes vi faktisk som blinde. Vi erkender ikke hvem Gud er, og vi vil ikke have med ham at gøre. Op igennem kirkens historie har man talt om arvesynden. Synden er den grundskade, som er gået i arv fra person til person. Synd betyder, at man rammer ved siden af målet, at man overtræder Guds lov og er i oprør over for Gud. Sådan er vores situation i udgangspunktet.

Det mislykkede reparationsarbejde

Det er en hård nød at knække at skulle erkende, at det er så galt fat med os, og nærmest instinktivt tænker vi, at det må vi gøre noget ved. Og så begynder et møjsommeligt reparationsarbejde.

”Jesus siger ikke blot, at vi trænger til nogle små korrektioner for at ramme målet for vores liv. Han fokuserer ikke blot på nogle små syndens splinter, der giver os nedsat syn og forringet orienteringsevne. Han hævder, at synden er som en bjælke, der totalt har blændet os, og hvis et menneske gør sig til vejleder for et andet menneske, vil det være som at give en blind mand en blind førerhund. Resultatet bliver i overført betydning at havne i grøften og i ligefrem tale: fortabelsen.” (Robert Bladt i Anno Domini).

Selv den bedste øjenoperation med den dygtigste øjenlæge, kan ikke operere syndens bjælke ud af øjet på os.

Eksemplet David

Fra alteret læste vi i dag historien om kong David, der kom så grueligt galt afsted. Lad mig igen citere Robert Bladt: ”Natans historie om en fattig mands lam, som en rig mand stjæler og sætter for sine gæster, har en forhistorie. David ser en aften under en spadseretur på paladsets tag en smuk kvinde, som er ved at tage bad. Hun hedder Batseba og er gift med en af Davids dygtigste soldater, Urias, som er ude ved fronten. David sender bud efter Batseba og gør hende gravid. For at skjule sit hor, sender David bud efter Urias. Men det lykkes ikke at få Urias til at gå hjem og sove hos sin kone.

I stedet sender David Urias tilbage til fronten med en forseglet besked til hærføreren Joab. Joab skal sørge for, at Urias dør i kamp. Og det sker, som kongen befaler. Derefter holder Batseba den traditionelle ligklage, og David gifter sig med hende. Skandalen er undgået! David kan holde sin synd skjult.

Og dog. Også Gud har øjne. Og det, David havde gjort, er ondt i Herrens øjne. Davids synd får ikke lov at gå upåtalt hen, men Gud sender Natan for at fortælle sin historie. Med historien får Natan på underfundig vis David til at fælde dom over sig selv. Dødsdom. Man kan ikke sige, at det er en urimelig straf for hor, mord og bedrageri, når man ser på Guds lov. Guds vrede mod David er ikke mindre end Davids vrede mod den rige mand i historien.” (Robert Bladt i Anno Domini).

De skjulte synder og ubarmhjertigheden

Det uhyggelige ved Davids historie er ikke kun de forbrydelser han har begået, og da han var manden efter Guds hjerte er det særlig grelt. Men historien er også et eksempel på, hvordan synden i os fuldstændig kan forblænde os i en sådan grad, at vi ikke længere ser og erkender tingenes rette tilstand. Syndens bjælke i øjet har gjort os totalt blinde. David – og vi for den sags skyld – kan sagtens se klart i forhold til fejlene hos andre, og vi kan fælde en retfærdig dom, ligesom David gjorde over den rige mand der tog den fattige mands kæreste ejendom. Men i forhold til sit eget liv, erkendte han slet ikke, hvor grelt det stod til. Han dyrkede den skjulte synd. Og nede i mørket havde råddenskaben godt fat.

Mennesker kan bruge et helt liv på at holde facaden skinnende ren og pæn. På overfladen er alt i orden, og der bruges uhyggelige mange psykiske og åndelige resurser på at vedligeholde den, og det tapper én for kræfter. Men det gør også noget andet ved én: Man bliver let hård, kynisk, intolerant og ubarmhjertig i sin omgang med andre. Dommen over de andre bliver et middel til at dække over egen uretfærdighed. Er det ikke påfaldende at se og læse, hvor hård og ubarmhjertig tonen kan være på de sociale medier? Nogle gange er det fuldstændig ufiltreret det som kommer fra tastaturet og over på skærmen. Hvad er det, der gør, at vi mennesker kan være så skånselsløse i vores udfald mod andre uden at tænke på konsekvenserne af de dybt sårende og dræbende ord?

Redningen

Hvad skal og kan vi gøre ved vores situation? I realiteten ingenting, for vi må erkende at vi er magtesløse. Alle vores forbedringsforsøg ender alligevel i total fiasko. Men én ting kan vi gøre: Lade Gud og hans lov fælde dommen over os. Det lyder ikke umiddelbart som nogen hjælp, men det er det. Når Gud får lov til at rive facaden væk og afsløre det inde bagved som det, det er, så kan det bane vej for Guds nåde, kærlighed og barmhjertighed i anden omgang. Når jeg erkender og bekender min fortabte situation over for Gud og beder ham om tilgivelse, så er Gud barmhjertig i en grad som er helt ufattelig. Det var han også over for kong David. Efter at profeten Natan havde afsløret hans ugerninger og fældet dommen ”Du er manden”, gik David til bekendelse og bad om tilgivelse. Og så fik han tilgivelsen betingelsesløst. Er det retfærdigt efter vores begreber? Nej, egentlig ikke. Men det er heller ikke retfærdigt at Gud bare tilgiver os alt det onde vi har gjort ved at lade sin egen uskyldige søn blive henrettet på et kors for at vi kan gå fri. Men sådan er Guds retfærdighed, og den udmønter sig i en helt ufattelig kærlighed og barmhjertighed til os, som på ingen måde har fortjent den.

Genfødslen og den barmhjertige korrektion

I dåben siges det, at Gud har genfødt os ved vand og Helligånden og skænket os syndernes forladelse og det evige liv. Den åndelige genfødsel er den operation, der må til for at vores liv kan blive forvandlet. Ikke bare en øjenoperation, så vi klart ser vores egen fortabte tilstand men også en hjerteoperation, hvor Gud udskifter det hårde stenhjerte med et ægte hjerte af kød. Vi bliver ikke perfekte af det og slipper af med synden i vores liv her på jorden, men vi får muligheden for at se på vores medmenneske med helt nye øjne og sind. Når Jesus Kristus bor ved Helligånden i vores hjerte, så kan den hårde, selvretfærdige og hykleriske fordømmelse af andre udskiftes med kærlighedens barmhjertige og nådige øjne.

Betyder det så, at vi aldrig må påtale det hos hinanden, som er forkert og direkte ondt? Nej, det ville faktisk være yderst ubarmhjertigt. Når Helligånden har foretaget sin operation i os, kan vi se klart til at tage splinten ud af vores medmenneskes øje, uden at det sker på den fordømmende og nedgørende måde. Jesus forudsætter ligefrem, at vi fjerner splinten og ikke bare lader stå til. Vi har alle sammen med mellemrum brug for korrektion, når vi tager fejl og begår synd. Jeg takker personligt Gud for de venner, som har haft mod til at gøre det i mit liv, og ærgrer mig over de venner, som bare holdt deres mund. Men vi skal være yderst forsigtige med at fælde dom over andre. Apostlen Paulus har givet os en klar anvisning på, hvordan vi skal agere i forhold til hinandens fejl og synd: ”Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov.” (Gal. 6,1-2). Amen