11. søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«  Lukasevangeliet 18,9-14

”I en af sine bøger fortæller den tyske ungdomspræst Wilhelm Busch om et besøg hos en ældre mand på et alderdomshjem. Det var en mand, som havde levet sit liv uden Gud, og lige meget hvad præsten sagde til ham, prellede det af som vand på en gås.

En dag, da Busch besøgte ham, lå han i sengen og var alvorligt syg. ”Når man er 75 år, kan man dø i fred,” sagde han. Busch protesterede. ”Om man kan dø i fred, har ikke noget med alder at gøre,” sagde han. ”Jeg har set en ung fyr på 14 år dø i fred. Og jeg har set en gammel synder gå bort helt fortvivlet over sin synd. Nej, det har ikke noget med alder at gøre. Det afhænger af, om man har fred med Gud.”

Jo, det mente den gamle mand bestemt, at han havde. ”Jeg har ikke noget imod Gud,” sagde han. ”Mit valgsprog er: Gør det rette og skyld ikke nogen noget. Det har jeg levet efter. Jeg har ikke stjålet noget fra nogen. Jeg har aldrig gjort nogen uret … Jeg har ikke haft spektakler i mit hjem, jeg har altid været en god kollega på min arbejdsplads …”

Det var tydeligt at mærke, at det gjaldt om at skrabe alle sine gode gerninger og den slags sammen og give Gud dem.

Endelig holdt han da op, og nu var det så præstens tur til at sige lidt: ”Min gode mand,” sagde han. ”Jeg må virkelig gratulere Dem, at De kan gå frem for den levende Gud som et så udmærket og godt menneske. Jeg er kun halvt så gammel som De. Men jeg kan ikke møde frem som noget godt menneske. Når jeg tænker tilbage på mit liv, så bliver jeg meget bedrøvet over, at jeg så ofte har svigtet. Hvor tit har jeg ikke overtrådt Guds bud? Hvor ofte har det ikke skortet på kærlighed hos mig? Hvor ofte har jeg ikke ødelagt tilværelsen for mine omgivelser ved mit lunefulde humør? Jo, jeg har meget skyld. Ser De, derfor er jeg glad, fordi jeg har en frelser, der er død for mig på korset og som har forsonet mig fortabte menneske med Gud. Ja, denne frelser er mit eneste håb.”

Der blev så stille i værelset, hvor den syge lå. Og nu begyndte den gamle mand så også at fortælle om et liv, der ofte var kørt af sporet. Det hele ender med, at de sammen beder til Gud om tilgivelse og fred.

”Da jeg få dage senere kom igen, fandt jeg en helt forvandlet mand,” fortæller Busch. ”Nu havde hans hjerte fundet ham, der var kommet til verden for at frelse syndere. Som et benådet og af Gud modtaget og med Gud forsonet menneske gik han året efter fredfyldt ind i evigheden.”

Historien er nævnt i en prædiken af den nu pensionerede sognepræst, Frede Møller (Fra døden til livet – prædikener til 1. tekstrække).

Sammenligningens forbandelse

I en verden hvor vi ofte står i et konkurrenceforhold til hinanden, ikke bare i sportens verden, men også og ikke mindst i uddannelsessystemet og på arbejdspladsen, er det svært at hvile, at man er god nok som man er i sig selv. Der skal hele tiden præsteres, og vi skal helst overgå hinanden på alle mulige områder. Så kommer man uundgåeligt til at sammenligne sig med hinanden, og det kan enten falde ud til den positive side eller den negative side. Ikke uden grund har man talt om sammenligningens forbandelse. Ligger jeg i front, kan det kamme over i hovmod og praleri. Er jeg bagud i forhold til de andre, indfanges jeg let af mismod og lavt selvværd. Både hovmod og mismod er to afveje, som vi ikke skal slå ind på. Vi skal hverken være selvfede eller selvudslettende. Men der findes også en vej mellem afvejene: Den sande ydmyghed.

Farisæeren

Hvis man er en flittig bibellæser, kan det næsten gå sådan, at man elsker at hade farisæerne. Selve betegnelsen ”farisæer” er jo gået ind i vores sprog som et udtryk for selvretfærdighed og hykleri. Og det giver en grim smag i munden på de fleste af os. Sådan ønsker vi i hvert fald ikke at være. Jeg kan selv huske, hvordan det gik op for mig, hvilken farisæer jeg havde været, efter at jeg måtte igennem en hård skilsmisse og efterfølgende arbejdsløshed og økonomisk nedtur. Pludselig var jeg ikke bedre end mine naboer eller mange andre jeg kunne sammenligne mig med. Det var frygtelig hårdt men samtidig en vigtig og sund åndelig udvikling der fandt sted i mit liv. Jeg var ikke længere hævet over andre. Men farisæeren i os er ikke sådan lige at få slået ihjel engang for alle. Han/hun dukker op igen og igen.

Mange forsøger også at trøste sig med, at det jo ikke står så slemt til med mig endda, for jeg er jo ikke hverken bedre eller værre end andre. Ligesom manden pastor Wilhelm Busch talte med. Man lever et nogenlunde pænt moralsk og respektabelt liv. Så kan det da ikke gå helt galt. Jo, det kan det faktisk. Det er et falsk udgangspunkt og dermed også en falsk trøst man prøver at dulme sig med.

Farisæerne var faktisk højt respekterede blandt mange i samfundet. I hvert fald ved første øjekast. Det var en vækkelsesbevægelse, som tog det særdeles seriøst med at overholde lovens mange bud og forskrifter. De overgik endda lovens krav på flere områder. Fx var det ikke et krav at man skulle faste to gange om ugen. Loven foreskrev kun faste én gang om året i forbindelse med den store forsoningsdag. Man skulle heller ikke give tiende af alt. Det gjaldt afgrøder på marken, men ikke mynte, rude og alle slags grønsager fra urtehaven, som Jesus nævnte ved en anden lejlighed.

De havde en etik og moral at vise frem, som gjorde at de ravede op over mængden. Og gjorde dem stolte. Så er der ikke så langt igen til at sparke nedad. De følte sig netop hævet over andre og foragtede ”pøbelen”. For ingen kunne være i tvivl om, at de hørte til i den åndelige elite.

Men der hvor farisæismen bliver allerfarligst er i forholdet til Gud. Her er netop tale om en personlig relation og ikke et præstationsforhold. Men farisæeren mente seriøst, at han havde noget at byde ind med over for Gud. Hans bøn er virkelig udspekuleret og fremstår underfundigt from og åndelig. Han takker jo Gud for at han ikke hører til blandt rakkerpakket. Så al ære til Gud alene, eller hvad? Nej, han tager i virkeligheden æren for det hele selv, for ganske vist er han afhængig af Guds nåde, men det er en nåde, der i hans optik gør ham i stand til at udføre fortjenstfulde gerninger. Og så er vi tilbage i gerningsretfærdigheden. Så er det stadigvæk mig og mine præstationer, det kommer an på. Og så er nåden forduftet! Guds nåde tåler ikke at blive holdt op mod vores præstationer og ydelser. Det er et enten-eller!

Læg mærke til hvor selvcentreret hans bøn er til trods for at den lyder from og ærlig: ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt.” 4 x jeg!

Der er ingen syndserkendelse eller syndsbekendelse i hans bøn. Ingen tak for Guds nåde og frelse. Eller bøn for andre. Det er selvhævdelse af værste skuffe men serveret i en from og raffineret indpakning! Det er i virkeligheden en form for åndelig forførelse og manipulation, som kan være svær at gennemskue ved første bekendtskab.

Tolderen

Hvad så med tolderen? Han er jo den vi skal holde med. Helten og forbilledet. Nej, egentlig ikke. For han har da virkelig ingenting at vise frem. En mand der har kompromitteret sig selv ved at gå i besættelsesmagtens tjeneste og lukrere på det. Forhadt og udstødt af mængden. Nej, der er ingen grund til at dvæle længere tid ved ham. Men det var ham, der gik hjem som retfærdig, sagde Jesus. Hold da op en provokation! Det er jo at smide en rød klud lige i hovedet på folkemængden. Hvordan kan Jesus overhovedet få sig selv til at fremhæve et dybt faldent menneske på bekostning af en from vækkelsesmand?

Det gør han heller ikke. Vejen til Guds rige er lukket for både farisæeren og tolderen. Hverken den mere fordækte selvretfærdighed og selvhævdelse på den ene side og den åbenlyse udøvelse af syndige handlinger på den anden side har nogen adgang. Jesus sanktionerer ingen af delene.

Den sande ydmyghed

Vejen frem er den sande ydmyghed. Selve ordet ydmyghed er jo næsten ved helt at glide ud af vores sprog. Måske fordi vi dårligt nok kender til den længere i et overeksponeret præstationssamfund. Efter mit bedste skøn rammer Bibelen 2020 helt ved siden af, når den oversætter sidste del af v.14 sådan her: ”Den, der fremhæver sig selv, bliver nedværdiget, mens den, der er beskeden, bliver fremhævet af andre”. Er ydmyghed og beskedenhed det samme? Næppe, selvom de er beslægtet. Beskedenhed er synonymt med tilbageholdenhed, men ydmyghed er ikke nødvendigvis at være tilbageholdende. Men allerværst står det til, når beskedenhed er noget der skal fremhæves af andre? Nej, det skal den netop ikke, for så er vi tilbage i sammenligningens forbandelse. Den autoriserede oversættelse giver ikke umiddelbart noget svar på dette, når den siger: For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes (v.9). Her er brugt en passivform, hvor det handlende grundled/subjekt er udeladt. Hvem er det, der ydmyger den, der ophøjer sig selv? Hvem er det, der ophøjer den, der ydmyger sig selv? Det står ikke direkte, men ud fra sammenhængen må det være Gud. Det er Guds vurdering det kommer an på i sidste ende, og ikke hvad vi mennesker mener om hinanden. Det er i virkeligheden kun Gud, der har ret til og magt til at enten ydmyge eller ophøje et menneske. Selvophøjelse ender derimod med Guds dom.

Nådeidentiteten

Den sande ydmyghed kan vi i virkeligheden ikke selv nå frem til. Den er Guds værk i os. Når tolderen ikke vil løfte sit blik mod himlen men slår sig for brystet som udtryk for dyb sorg og anger, så er det Helligåndens værk i ham. Det kunne have været et udtryk for selvudslettende mindreværd som følge af en stor skyld- og skamfølelse. Han vidste udmærket at han ikke hørte til Guds bedste børn. Men det er det ikke, for den slags er ikke sand ydmyghed. Det er falsk ydmyghed. Den falske ydmyghed kan også give sig udslag i farisæisme: ”Gud, jeg takker dig for, at jeg ikke er som ham farisæeren, der tror, han er så from, men i virkeligheden ikke har indset, at han skal være ydmyg, som jeg er det!” (sognepræst Peter Fischer-Nielsen i Præsteforeningens blad, 30. juli 2021).

Nej, den sande ydmyghed er Helligåndens værk i os. Vi kan ikke selv nå frem til den. Farisæerens identitet hviler på religiøse meritter, men Guds nåde giver os en identitet, der hviler på det som Jesus Kristus har gjort for os: Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er.« (1.Kor. 15,10).

En nådeidentitet er slet ikke noget, der ligger naturligt for os. Lad mig her citere en lille hændelse fra Robert Bladts bog, Anno Domini: ”En sommerlørdag rullede en bilfuld unge ind i min indkørsel, ringede på min dør og tilbød gratis havearbejde et par timer. Jeg kiggede stumt op og ned ad dem. Det var gode folk. Jeg kendte én af dem i forvejen. Jeg var på vej ud for at klippe en hæk og slå en græsplæne og kante et bed og ... Jeg tøvede. Ikke fordi jeg sagtens kunne klare haven selv. Det var alt for mange projekter til én mand og én lørdag. Jeg tøvede, fordi jeg ikke kunne se, hvordan jeg skulle gøre gengæld.

Her blev det klart, hvor vanskeligt jeg har det med nåden. At tage imod en gave, der ikke skal gøres gengæld for. Tænker jeg efter, er det morsomt, at jeg har det sådan. Jeg lever bogstaveligt talt på nåden. Livet er i sig selv nåde, noget jeg aldrig kan gengælde. Sådan er det også med frelsen, og det er deri vanskeligheden med frelsen består.”

Guds nåde er det eneste, der kan sætte os fri fra vores eget præstationsræs. Vores gerningsretfærdighed og farisæisme. Den blinde tro på, at vi nok skal klare frisag over for Gud, når bare vi strammer os an. Nej, det er nåden alene, der sætter os fri til at give slip på al vores egen gerningsretfærdighed. Men hold op, hvor er det ydmygende! Jeg har virkelig ingenting at byde ind med over for Gud i frelsesspørgsmålet. Men det er velsignet ydmygende! Ydmygelse af den gode slags.

”Gud, vær mig synder nådig!”, var alt hvad tolderen kunne få over sine læber. Ordret siger han: ”Gud, forson dig med mig, bring et sonoffer for mig.” Den bøn hører Gud. Han har nemlig allerede bragt et sonoffer for dig og mig: Han ofrede sin egen søn, Jesus Kristus, som det fuldkomne offer for hele verdens synd. Tager vi imod det offer, er vi frie mennesker. Sat fri fra selv at skulle præstere en retfærdighed over for Gud. Det er at slå ind på den sande ydmygheds vej. Amen