12. søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« Amen Markusevangeliet 7,31-37

”Døvstumhed er et alvorligt handicap. Selv om den døvstumme er sammen med mennesker, er han alene. Det kræver en ekstraordinær indsats at kommunikere med ham, så mange lader være. Hans egne ord er uforståelige for alle bortset fra de få, der kender ham bedst. Derfor lader han oftest være med at sige noget. Størstedelen af kommunikationen er forbundet med misforståelser. Døvstumhed er voldsomt hæmmende i forhold til at opbygge nære relationer til andre.

Derfor er det mere end hørelse og tale, Jesus giver denne mand ved at åbne hans ører og mund. Han giver ham samtidig muligheden for at etablere flere og dybere relationer til andre mennesker.” Sådan skriver teologen Robert Bladt i sin kommentar til dagens evangelietekst i bogen Anno Domini.

Vi hører altså om et synligt mirakel bevidnet af en gruppe mennesker, hvor en stærkt handicappet mand får høresansen tilbage sammen med evnen til at tale, som naturligt nok har været hæmmet af den manglende høresans. Her nævnes kun den fysiske helbredelse. Men som så ofte før har Jesus omsorg for det hele menneske. Det viser den måde Jesus agerer på under hele helbredelsesprocessen. Manden får nu også muligheden for at etablere sociale relationer, så han kan gennemgå en psykisk genoprettelse. Men først og fremmest fik han et møde med Jesus, og det har været skelsættende for hele hans åndelige liv.

Urenhed og berøringsangst

Jesus tager sig tid til det enkelte menneske. Selvom rigtig mange blev helbredt i de tre år Jesus havde sit offentlige virke, var hver enkelt helbredelse vigtig og noget helt særligt ham, fordi han elsker det enkelte menneske og har så stor omsorg for det. Helbredelserne foregår ikke på samlebånd eller som bunkehelbredelser. De er individuelle.

I mange tilfælde var det nok med nogle få ord fra Jesus, fordi Gudsordet indeholder Guds kraft. I en del andre tilfælde fulgte håndspålæggelse med. Underligt nok beder de mennesker som kommer med den handicappede om, at Jesus vil lægge sin hånd på ham. Det har de sikkert kendt til eller hørt fra tidligere tilfælde, men de var hedninger fra et område uden for Israel og dermed urene i jødernes øjne. En jøde berører ikke en hedning. Men for Jesus er de ikke urene, men hans elskede brødre og søstre, skabte i Guds billede. Jesus’ kærlighed udraderer enhver form for berøringsangst for det såkaldte urene.

Helbredelsesprocessen

Faktisk gør han ikke hvad de beder ham om. Han lægger nemlig ikke hånd på ham, men berører hans øre og hans tunge. Det er virkelig grænseoverskridende, og det ville en jøde aldrig gøre.

Der er ovenikøbet en flydende substans med i helbredelsen. Jesus bruger ligefrem sit spyt, og det kan vi synes er ulækkert, men strengt taget er det vel ikke mere ulækkert end den flydende substans mange af os har fået sprøjtet ind i overarmen. Coronavaccinen har vi nok ikke ligefrem lyst til at drikke eller vide hvad den indeholder.

Jesus tager ham afsides, væk fra gruppen af mennesker, fordi han ønsker at knytte personlig kontakt med manden. Måske ved han slet ikke hvorfor han er blevet centrum og genstand for hele denne begivenhed. Fordi han hverken kan høre eller tale (i hvert fald meget dårligt), bruger Jesus en form for tegnsprog til at kommunikere med ham. Han møder altså manden lige dér hvor han er. Ikke bare som et nummer i rækken af helbredelser men en mand med helt særlige behov og mangler. Lang tid før det blev moderne bruger Jesus en form for individualistisk voksenpædagogik.

Når Jesus ser op mod himlen og sukker, må det tolkes som et udtryk for stor empati. Jesus er stærkt berørt af mødet med den handicappede. Han ved at han står over for stærke, livsødelæggende magter. Ikke at der er tale om dæmonbesættelse i dette tilfælde, men syndefaldet og Satans dominans og magt i verden, griber så omfattende ind i vores liv på forskellig måde og i forskellig grad.

Og så bruger Jesus bare ét forløsende ord – Effatha – som betyder ”Luk dig op”. Guds ords kraft er overvældende, og det er slet ikke nødvendigt med en hel masse ord. Det er kraften i Gudsordet og ikke kvantiteten af ord der tæller. Der er heller ikke tale om magi, men Jesus repræsenterer Gudsriget og dets kraft i egen person.

Glimt af Gudsriget

Hvad skal vi så bruge denne beretning til? Liberale teologer og præster har desværre ofte haft travlt med at bortforklare Jesu mirakler som noget der ikke skal forstås bogstaveligt men mere poetisk og i overført betydning. Andre fra den mere teologiske højrefløj mener at mirakler og Helligåndens gaver uddøde med den sidste apostel. Men det er jo ikke sandt. Hvis Jesus repræsenterer Gudsriget i egen person, så er Gudsriget jo også til stede her og nu i dag, selvom Jesus altså ikke længere er fysisk på jorden. Det ophørte ikke med den sidste apostel. Gudsrigets kræfter virker fortsat i denne verden i kampen mod ondskabens kræfter. Derfor skal beretningen i dag også minde os om, at Jesus stadig har al magt i himlen og på jorden og kan gribe ind i vores liv med mirakler og helbredelser, når, hvor og hvordan han vil det. Og heldigvis hører og ser vi da også i glimt, at det sker. Ikke mindst i lande i dag hvor kristne er stærkt forfulgte og står uden adgang til hospitaler. Men Jesus er til stede overalt med Gudsrigets usynlige hospitaler, og de kan klare enhver sygdom og ethvert handicap.

Troen og bekendelsen

Paulus har skrevet nogle meget centrale ord i Romerbrevet kap. 10:

For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse. (v.9-10)

Og videre lyder det:

Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord. (v.17)

Ud fra de vers er det klart nok, at høresansen og evnen til at tale spiller en stor rolle for, om man kommer til tro og praktiserer sin tro. Men skulle man have den døvstummes handicaps, er det heldigvis også muligt at høre Guds stemme gennem det skrevne ord, og man kan også bekende troen med det skrevne ord eller tegnsprog.

Men der er en anden ting, som er langt mere alvorlig for os, som har vores sanser og taleevnen i behold. For det er ikke nok bare at høre Guds ord med vores sanser. Man kan stadig være som en lukket bog, fordi Gudsordet ikke er trængt ind og har født os på ny ved Helligåndens gerning i os. Og så kan vi åndeligt talt lytte os til døde. Gudsordet gavner os ingenting. Af naturen er vi ikke bare døve over for Guds ord men direkte fjendske. Sognepræst Flemming Baatz Kristensen siger det meget klart i sin kommentar til dagens tekst fra bogen ”På pilgrimsrejse i kirkeåret II”, s.326:

”Selv om vi både kan høre, se og tale, er vi døve og stumme over for det nye, Kristus er kommet med, og derfor må vi igen og igen bede Kristus om at sige sit effatha til os.”

Hver søndag beder vi også i indgangsbønnen til gudstjenesten: ”Send din Helligånd, og gør os åbne for, hvad du vil give os. Lad ordet slå rod i vore hjerter.”

I Åbenbaringsbogens syv menighedsbreve siges det gang på gang som et ekko: ”Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.” Og det er jo ikke det fysiske øre, der er tale om, men det åndelige øre, der lytter til Gudsordets tale, når Helligånden åbner det for os. Det kan selv en døvstum høre, hvis han/hun åbner sig for Guds ords tale til hjertet.

Talepåbud og taleforbud

Jesus gav et talepåbud med Gudsordets autoritet, så mandens ører blev lukket op og tungebåndet løsnet. Men bagefter blev det fulgt op af et taleforbud, fordi Jesus ville undgå en offentlig proklamation af sine mirakler, som kunne lægge hindringer vejen for hans virksomhed. Men gode nyheder er ikke så nemme at indkapsle. De spredes som regel med lynets hast.

Vi har derimod ikke noget taleforbud længere. Vi er netop sat i verden for at proklamere evangeliet og Gudsrigets indtog i vores verden, så mennesker kan komme til tro på, at Jesus Kristus er død og opstået for os alle, og at han er hele verdens Herre og Frelser. Amen