16. søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Amen Lukasevangeliet 7,11-17

”Gad vide, hvilke reaktioner opvækkelsen af en ung mand havde ført med sig, hvis den var sket i Danmark i moderne tid. Måske var Jesus blevet inviteret i Go' morgen Danmark! Eller til audition i et talentshow. Medicinere ville have stået i kø for at lave MR-scanninger og udføre DNA-tests på Jesus – og den unge mand. Aviserne ville fyldes med spektakulære teorier om dødeopvækkelsen. Var Jesus i virkeligheden et forklædt rumvæsen, som besad ukendte kræfter? Eller mon den unge mand blot havde været skindød?” Sådan har teologen Robert Bladt prøvet at forestille sig en dødeopvækkelse i dagens Danmark i sin bog Anno Domini.

Når et under sker, kan man enten blive optaget af det underlige eller det forunderlige. Hvis det underlige er i fokus, opstår der en masse sensationshysteri. Og det tager opmærksomheden væk fra underets tegnfunktion. Underet skal nemlig pege hen på noget som er større end selve underet. Hvis det forunderlige derimod er i centrum, er det netop underets tegnfunktion man fokuserer på: Hvad eller hvem står bag underet? Derfor gør den store folkeskare det helt rigtige: De lovpriser Gud for hans under og indgreb i situationen. De ser og fornemmer tydeligt Guds finger i underet. Jeg er ikke så sikker på, at det ville være sket i dagens Danmark af ret mange. Og så kan det måske virke lidt påfaldende, at vi slet ikke hører noget om morens reaktion på underet. Jeg er ret sikker på, at hun ville være forsidestof og få megen taletid i dagens medier. Men dybest set er det vel ret forudsigeligt, hvordan hun ville have reageret.

Livets meningsløshed

Hvad gør vi, når det meningsløse i livet rammer os med fuld kraft? Prøver vi at finde svar og forklaringer på vores mange hvorfor-spørgsmål og håber at finde noget vi kan klamre os til og som giver grund til at leve videre? Eller bliver vi vingeskudte, grå og triste, fordi der har lagt sig en dyne af manglende glæde, forventning og håb ind over vores liv? Eller endnu værre fuldstændig forsumper i et alkohol- eller pillemisbrug? Den gammeltestamentlige tekst til i dag handler om Jobs kamp med Gud midt i det meningsløse, som kunne være beskrevet i salmen:

Midt i alt det meningsløse,

som vi møder her på jorden

bliver hjertets skrig til bøn.

Gud, vi råber: Om du findes,

find os, red os, når vi synker

i vort eget tomhedsmørke. (DDS 636,1)

Det er godt når hjertets skrig omformes og omformuleres til bøn, så det bliver kastet over på Gud, væk fra os selv. Men der kan også lige så godt ske det, at hjertets skrig med tiden forstummer og bliver til en bitter tavshed.

Skønt et ubesvaret ”Hvorfor”

stadig dirrer i vort hjerte,

beder vi dig: Giv os tro,

tro på dig, som kæmper med os,

fyldt af kærlighed, i nærkamp

med det ondes magt i verden. (DDS 636,3)

Kan vi nå frem til troen, håbet og kærligheden midt i alt det meningsløse, så er vi reddet. Men der skal nogle gange et guddommeligt under til.

Enkens situation

Man kan næsten ikke tænke sig en mere fortvivlet situation end den, enken fra Nain stod i. Ikke nok med at hun var enke og havde mistet sin mand – og dermed også sit forsørgelsesgrundlag, sin livsforsikring og livspension – nu var den næste forsørger i rækken, hendes søn, også død. Og som om det heller ikke var nok, så var han hendes eneste søn. Oven i den dybe, meningsløse smerte, sorg og tab, kan hun nu se frem til at friste en kummerlig og ydmygende tilværelse som tigger – henvist til folks godgørenhed og velvillighed. Hvis hun stadig er forholdsvis ung, kan hun måske også ernære sig som prostitueret med tab af ære og værdighed.

Den store skare af mennesker som fulgte med, var næppe til megen opmuntring og hjælp. Ganske vist deltog de i sorgen – endda med professionelle grædekoner og musikere, som det var skik og brug dengang. Men hvad kunne de gøre? Mange havde sikkert rigeligt at slås med selv i et ofte brutalt samfund. Afmagten taler sit tydelige sprog.

Enker var særligt udsatte. Uden forsørger og retslig beskyttelse var de et let bytte for andres udnyttelse. Oven i det måtte de slås med mistanken fra folk om, at de nok havde begået en alvorlig synd, siden de skulle straffes så hårdt. ”Dødens søndag” er 16. søndag efter trinitatis blevet kaldt. Men det stopper heldigvis ikke der.

Dødens og livets optog

Når hooligans og roligans støder frontalt sammen ved en fodboldkamp kan det gå slemt for sig med grov vold til følge. Men da dødens optog og livets optog stødte sammen ved byporten til Nain, blev det en dag de aldrig glemte. Det er livets fyrste der møder dødens bytte. Thomas Kingo har udtrykt det på denne måde:

Sorrig og glæde de vandre til hobe,

lykke, ulykke de gange på rad,

medgang og modgang hinanden tilråbe,

solskin og skyer de følges og ad. (DDS 46,1)

Mon ikke han her udtrykker en almenmenneskelig erfaring? Men sjældent har den været så udtalt som i dagens evangelietekst. Aldrig er livet så mørkt og meningsløst at ikke lyset og glæden igen kan bryde igennem for den der regner med Gud i sin hverdag.

Ingen havde den mindste forventning om, at Jesus kunne gøre en forskel den dag. Han var ikke engang blevet tilkaldt for at hjælpe. Så sort og håbløst var mørket der omgav begravelsesfølget. Men heldigvis er det sådan, at selvom det er godt at modtage Guds gaver i tro og handle i tro på Guds ord, så er Gud ikke afhængig eller begrænset af vores indstilling og handlemåde. Jesus handler på trods af manglende tro og forventning! Ellers var der absolut intet sket i Nain.

Paulus’ ord fra Efeserbrevet, som vi læste i dagens episteltekst, er nogle af de skønneste i vores bibel. I hvert fald har de været mig selv til personlig hjælp og opmuntring i mange af livets svære situationer:

Ham som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen (Ef. 3,20-21)

Hvis det vers ikke kan løfte os op af alt det meningsløse, så ved jeg ikke, hvad der skulle kunne gøre det.

Jesus bryder med det sociale kodeks

Jesus bryder fuldstændig med det sociale kodeks i den måde han møder ligtoget på. Først og fremmest er han dog det Gud-menneske der fyldes af sorg, smerte og medlidenhed ved at se den sønderknuste enke. Opvækkelsen af hendes søn er ikke bare en ekspeditionssag for ham. Han er inddraget med hele sit nærvær af medfølelse og empati. Det er ikke ordene der fylder mest. Og slet ikke ord som ”Det skal nok gå alt sammen” eller ”Tiden læger alle sår”. Den slags ord udtrykker bare vores egen afmagtsfølelse og overfladiskhed. De er ofte med til at gøre tingene værre.

Fire ting må imidlertid have chokeret folkemængden:

For det første beder han enken om ikke at græde. Det virker temmelig hjerteløst og taktløst. Faktisk forventede man netop af enken og begravelsesfølget, at de græd højlydt og på den måde viste deres sorg. Ikke sådan som vi nogle gange gør i vores vestlige kultur, at vi strammer os an og pakker gråden væk, samtidig med at vi gemmer de våde øjne bag mørke solbriller. I øvrigt græd Jesus selv ved sin ven Lazarus’ død i fuld offentlighed.

For det andet afbryder Jesus ligtoget og får ligbærerne til at standse. Det er pinligt og skandaløst, når folk ikke engang kan være i fred med deres sorg.

For det tredje rører Jesus ved båren og gør derved sig selv kultisk og ceremonielt uren. Det ville en rettroende jøde aldrig gøre, men Jesus er hævet over kultiske renhedsforskrifter og lader sig på ingen måde begrænse af dem. Så må folk mene hvad de vil.

Og endelig for det fjerde tiltaler Jesus en død person og befaler ham at rejse sig op.

Jesus er selvfølgelig ikke taktløs eller provokerende for provokationens skyld. Han ved hvad han har gang i. Han udtaler skaberordet der vækker døde til live. Eller som Paulus udtrykker det i Romerbrevet:

Gud som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til. (Rom. 4,17)

Derfor må apostlen Peter også på et tidspunkt sige:

Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord. (Joh. 6,68). Det mægtige skaberord!

Død og opstandelse

Jesus behøver ikke de mange ord, for han bringer selv Gudsriget med sig i egen person. Det var langt fra altid at døde blev vakt til live – vi kender kun til tre dødeopvækkelser - men denne dag i Nain trådte han op imod syndens og dødens kræfter og slog i bogstavelig forstand døden ihjel, så den måtte slippe sit bytte. Desværre var det jo kun en stakket frist, før enkens søn igen måtte dø. Og denne gang var det uafvendeligt. Men det giver os tro, håb og livsmod, når Gudsordet trænger synden, døden og uretfærdigheden tilbage i vores verden. Også selv om det kun er i glimt.

Når man står ved en kiste foran de fremmødte ved en begravelse, er det faktisk et kæmpe privilegium at kunne forkynde, at døden ikke er det endelige punktum. Jesus døde og opstod for at vi skal følge efter. Dødens magt og kraft har han brudt, så døden heller ikke kan holde på os, når vi engang skal herfra. Døden er bare en overgang til livet i en ny dimension. Ovenikøbet tror vi på kødets opstandelse, som vi udtrykker det hver søndag i trosbekendelsen. Vi skal ikke være stjerner på himlen som den folkelige overtro siger det eller flyve rundt mellem hinanden som luftige og gennemsigtige englevæsener. Vi skal fortsætte med at være mennesker som vi er skabt til at være med ånd, sjæl og legeme. (Amen)

Sædekornet

Vi holder høstfest i dag. En takkefest for alt hvad Gud har givet til livets opretholdelse. Efterårets påskedag eller lille påskedag som søndagen også er blevet kaldt. Kornet eller frøet der lægges i jorden, gennemgår en døds- og opstandelsesproces. Det bliver begravet og dør i den sorte muld for senere at spire, vokse op og blomstre med frugt. Så spiser vi det, og hele processen starter forfra. Men en dag stopper denne cyklus af død og opstandelse. På den nye jord udfolder livet sig uden sin modsætning:

Og englen viste mig floden med livets vand, klart som krystal, den vælder ud fra Guds og Lammets trone. I midten, med gaden på den ene side og floden på den anden, står livets træ, som bærer frugt tolv gange, hver måned giver det frugt, og træets blade tjener til lægedom for folkeslagene. (Åb. 22,1-2). Amen