21. søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro. Amen

Johannesevangeliet 4,46-53

Hvad gør man, når man er nået til det punkt, hvor man føler at man står på kanten af livet? Hvor det opleves som at falde ned i et stort sort hul? Når det der virkelig betød noget for én og gav livet indhold og mening pludselig er ved at blive revet brutalt og hensynsløst ud af ens tilværelse? Ja, så er det fristende at give efter for det frie fald ud over kanten og ned i det mørke dyb. Eller også handler man og gør et sidste desperat forsøg på at afhjælpe situationen.

Måske var det sådan det stod til i den kongelige embedsmands liv. Meget kan man gå igennem af modgang og modstand, men når det går ud over ens egne børn, så føler man sig ramt lige midt i hjertet. Embedsmandens søn lå for døden. Så bliver det ikke meget værre. Han har hørt om Jesus, og selv om det i hans arbejdsmæssige situation ikke var så heldigt at omgås en mand som Jesus, når man var ansat ved selveste kong Herodes’ hof, så tager han chancen, for intet kan stoppe ham i at få den hjælp, som hans søn har brug for.

Trosprøve og skøgekærlighed

Efter at have gået de godt 30 km der er fra Kapernaum til Kana i Galilæa, får han rent ud sagt en spand koldt vand i ansigtet. Embedsmanden er i dyb nød og afmagt og beder Jesus om hjælp, og så får han svaret: Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.

Nu er det ikke bare en uheldig bemærkning fra Jesu side i et øjeblik hvor han har følt sig irriteret og sur over et eller andet, men han sætter faktisk mandens tro på en prøve. Godt nok kommer manden fordi han tror at Jesus kan hjælpe. Og det er tro at komme til Jesus. Vantroen holder derimod mennesker væk fra ham. Men er det bare en tro på Jesus som mirakelmager? Èn der skal hjælpe mig, når jeg har brug for ham? Eller har troen et dybere indhold og et stærkere fundament? Den kongelige embedsmand kunne være blevet fornærmet og såret og gået sin vej igen. Men han bliver. Hans tro var måske mere udtryk for at han søgte miraklet end Jesus selv. Før i tiden kaldte man den slags for skøgekærlighed. Man vil godt have gaverne men ikke giveren. Man er interesseret i den ydelse man kan få, men ikke i en personlig relation til mennesket og personen bagved. Er det sådan vores forhold er til Jesus?

Anvisninger til Gud

Den kongelige embedsmand giver ikke så let op. Den tilsyneladende afvisning fra Jesu side, tager han pænt, og i stedet for bliver hans bøn mere en påtrængende opfordring til Jesus om at følge med ham hjem. Er der noget galt i det? I og for sig ikke, og i mange tilfælde efterkom Jesus opfordringen fra mennesker, men ikke denne gang. Endnu en skuffelse og et hårdt slag for den hårdt prøvede embedsmand. Hvorfor er Jesus så tilsyneladende afvisende over for ham?

Måske vil Jesus lære ham – og os i dag – at vi ikke skal anvise måden, Gud skal gribe ind i vores liv på og løse vores problemer. Vi behøver ikke at fortælle Gud, hvad han skal gøre, for det er han stor og almægtig nok til selv at finde ud af. Tør vi hvile i, at Gud ved hvad der er bedst for os under alle forhold og præcist ved hvad han skal gøre, hvornår han skal gøre det, og hvordan han skal gøre det? Vi må gerne komme frem med alle vores ønsker for Gud, men er vi så parat til bagefter at slippe det hele igen og hvile i Guds almagt og kærlige omsorg?

Den store trostest

Efter at Jesus har afvist at følge med til mandens hjem i Kapernaum, bliver han kastet ud i den helt store trostest: Gå hjem, din søn lever! Det er ikke et afvisende spark bagi men et lodret bønnesvar! Lige på stedet! Jesus har udført et fjernunder eller et langdistance-under. Det er næsten som at tage en fjernbetjeningsnøgle til bilen, trykke på en knap, og pludselig springer låsene i bilen op på fjern afstand. Der er bare det ved det, at det kan embedsmanden overhovedet ikke se. Underet foregår over 30 km væk fra ham. Drengen ligger ikke for døden længere. Han står med livet foran sig. Vil han tro det? Kan han tro det? Hvordan ville vi have reageret i den situation? Står du og driver gæk med mig Jesus? Det er nemt nok at stå og sige den slags, men manden kunne ikke ringe hjem eller sende en sms for lige at tjekke om der virkelig var sket et mirakel.

Men han tager Jesus på ordet. Jeg ved ikke hvad der er gået gennem hans hoved, men tilsyneladende tvivler han ikke et øjeblik på, at de ord der kommer fra Jesu mund, er det levende og virkende Gudsord, der skaber, hvad det nævner. Og så går han i tro. En proaktiv tro. Nogle gange kan vi kæmpe med tvivlen og blive fuldstændig lammet og stå i stampe, mens vi overvejer situationen frem og tilbage. Men en levende tro på Gud er en tro, der handler. Også i situationer hvor det kan virke helt absurd. Og det er bestemt ikke let.

Embedsmanden ville gerne have Jesus med hjem. Så kunne han jo med egne øjne se miraklet og tro på det. Men det er ikke så svært at tro på det, som er fakta, videnskabeligt bevist og helt åbenlyst verificerbart. Jesus vender derimod det hele på hovedet: Først skal du handle i tro på min befaling, og derefter vil du få underet at se!

Det er en trostest, der virkelig udfordrer os ikke bare én gang men hele livet igennem. Tør vi fx bede for den syge med en sådan trosoverbevisning, at Gud da selvfølgelig kan helbrede ham eller hende lige på stedet? Eller gør vi det mere af pligt og indlært fromhed, og hvis der ikke sker noget, så har vi da heldigvis lægerne i baghånden at gå til? Tør vi tro på, at Gud med største lethed kan gribe ind i en anstrengt økonomisk situation lige nu og skabe udveje, hvor alt ser temmelig håbløst og umuligt ud? Tør vi sige et velbetalt og sikkert job op for at tage imod en kaldelse til en tilværelse der ikke indeholder de tryghedsforanstaltninger vi ellers er vant til? Og sådan kunne vi blive ved. Tør vi tage Jesus på ordet og handle på det?

Den udfordrede tro

Robert Bladt skriver meget ærligt i sin bog Anno Domini: Hvad med vores tro? Bryder vi os om, at Jesus prøver den? Jeg gør ikke. Det var da meget mere behageligt, hvis det med at tro på Jesus kunne glide derudad uden en masse modstand og prøvelser. Men Jesus ser anderledes. Der er også meget og mange, som vil tage min tro fra mig og hindre mig i at få troens største gave: det evige liv. Prøvelser styrker min tro, så den bliver stærk til at stå imod Djævelen og de fristelser, jeg møder. Jakob skriver: »Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags; I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.« (Jak 1,2-4).

Troen er ligesom en muskel. Den skal trænes og udfordres, så den kan vokse og udvikle sig. Men den skal ikke udvikle sig væk fra Jesus, så den bliver en tro på troen, en tro på at jeg nok skal klare det selv. En sådan oppustet tro og selvtillid er der alt for meget af i vore dages selvudviklingskurser og -bøger. Nej, troen skal udvikle sig i retning af en større tillid og afhængighed af Jesus. Det kan måske lyde selvmodsigende. Udvikling plejer at være noget der sker i retning af selvstændighed og uafhængighed, så man kan stå på egne ben. Men sådan er gudstroen ikke: Han skal blive større, jeg skal blive mindre, sagde Johannes Døberen om Jesus.

For at troen skal bære frugt i mit liv, må jeg beskæres som en gren på et træ, for at Jesus kan få mere plads og råderum i mit liv. En stærkt prøvet kristen udtrykte det engang på denne måde: En frugttung gren bøjes altid nedad! Den står ikke og stritter med grenene lige op i vejret. Er jeg parat til at lade troen vokse på den lidt bagvendte måde? Det giver mindre plads til mine ambitioner om selvudvikling og mere plads til Jesus-tilstedeværelse!

Forholdet mellem tegn og tro

Der står om embedsmanden til sidst, at han og hele hans husstand kom til tro. Men havde han ikke troet hele tiden? Jo, men alligevel var det en tro i vækst. Nu troede han ikke bare på Jesus som mirakelmager men havde sandsynligvis mere en tro der bekendte Jesus som Guds søn og Messias. Han kom ind i en mere personlig relation til Jesus. Sådan må vi vel næsten forstå det.

Det kan måske virke lidt anfægtende for os at manden kom til tro efter at have oplevet et under. Hvad så hvis man ikke oplever så mange undere i sit liv? Er det så sværere at komme til tro og have en stærk tro? Kommer troen ikke først og fremmest af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord, sådan som Paulus udtrykker sig i Rom. 10,17? Der er ingen tvivl om, at vi har brug for tegn for at tro, og i hvert fald for at styrke vores tro. Men de tegn, som underne er, peger ikke kun på sig selv. Faktisk peger de væk fra sig selv og videre over på noget andet og større, nemlig på ham, som står bag underet: Jesus. Embedsmanden stod ikke bare med et under der havde helbredt hans søn. Det var skønt og fantastisk nok i sig selv. Men det havde alligevel været fattigt, hvis det ikke havde ført til en større erkendelse af Jesus som den der udførte underet.

Hvis vi oplever et under, skal vi altid være opmærksomme på dets tegnfunktion. Det vil altid pege hen på Jesus så han bliver stor for os og æret og ophøjet i vores liv. Ellers står vi tilbage med noget gådefuldt, mystisk og tomt, som vi ikke rigtig ved hvordan vi skal forholde os til. Det kan ligefrem være angstprovokerende.

Alt står og falder med Jesus

Alt står og falder med troen, slår Hartvig Wagner fast i en prædiken til denne søndag (Nåden vil høste hvad den sår, Prædikener til 1. tekstrække, s.269). Umiddelbart gav jeg ham ret, for hvis embedsmanden ikke havde handlet på sin tro, så ville der sandsynligvis ikke være sket noget. Men ved nærmere eftertanke er jeg mindre tilbøjelig til at give ham ret. Jeg vil i hvert fald hellere udtrykke mig på denne måde: Alt står og falder med Jesus! Uden ham er troen ikke meget værd. Jesus er grundlaget for troen. Det er ham troen retter sig mod som sit objekt. Men selvfølgelig må der også være en modtagelse og respons på det Jesus siger og gør. Og det er her troen kommer ind. Amen.