22. søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

(Menighedssvar: Gud være lovet for sit glædelige budskab)

Da kom Peter til Jesus og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.« Amen  Matthæusevangeliet 18,21-35

Det sker at jeg fra tid til anden slapper af med at se programmet ”Luksusfælden” på tv. For dem af jer som ikke måtte kende til udsendelsen, er det kort fortalt et realityprogram om økonomi, hvor danskere er havnet i en gældssituation, som de har brug for hjælp til at komme ud af. Typisk pga. overforbrug og optagning af kviklån. Derfor møder de nogle økonomiske eksperter, som forsøger at rådgive dem og hjælpe dem ud af luksusfælden. Det sker ved at lægge et budget med meget konkrete pengesedler og forskellige pædagogiske hjælpemidler. Men først og fremmest er de nødt til at gå i forhandling med deres kreditorer om en gældssanering.

Jeg kan godt nogle gange føle en voldsom trang til at rive mig kraftigt i håret over den uansvarlighed, som mennesker nogle gange lægger for dagen. Det er ikke teenagere, men voksne mennesker det handler om. Men inden jeg forfalder til moralske kvababbelser, så vil jeg dog fremhæve programmet for dets underholdningsværdi, og som et program man kan lære noget af.

En astronomisk gæld og evig straf

Tjeneren som i lignelsen bliver stillet til regnskab over for sin konge for sin forvaltning af penge, kunne nemt have kandideret til en plads i programmet ”Luksusfælden”. Hvordan han er havnet i en så fuldstændig håbløs gældssituation, siger lignelsen ikke noget om, og er for så vidt ligegyldigt. Det som er vigtigt at få frem er, at hans gæld er ubetalelig. Lige meget hvor meget henstand han beder om, skal der adskillige menneskeliv til for at betale den tilbage. Han skylder hvad der svarer til omkring 160.000 årslønninger til en almindelig arbejder!

Nu handler lignelsen i virkeligheden ikke om økonomi men om vores situation over for Gud: At vi med vores mange synder og utallige overtrædelser og brud på Guds lov står med en skyld over for Gud, der gør at vi står til evig straf og fordømmelse. Jesus forsøger ikke at bortklare, undskylde eller bagatellisere vores situation. Synd fører skyld og skam med sig, som igen medfører straf. Vi er dømte og fortabte under Guds lov og har ingen muligheder for selv at redde os ud af den situation.

Som om mandens gældsbyrde ikke er slem nok, så mangler han yderligere en erkendelse af hvor slemt det rent faktisk står til med ham. I hvert fald beder han i første omgang om henstand, om en udsættelse af betalingsfristen. Senere viser det sig dog, at han også har bedt om eftergivelse af hele gælden.

Guds ubegrænsede tilgivelse

Efter afsløringen af tjenerens håbløse situation, chokerer lignelsen med kongens fuldstændig uventede og uhørte reaktion: Han giver total gældssanering. Og det gør han ikke fordi det er rimeligt og retfærdigt, men fordi han er barmhjertig og har fået medlidenhed med sin tjener. Eftergivelsen var en ren og skær barmhjertighedshandling. ”Medlidenheden bryder juraens kolde univers med dens retskrav og legale fordringer, og i medlidenheden bliver tjeneren en person, der fordrer kongens kærlighed … I denne konge vinder medlidenhed over jura og lov,” skriver teologen Torben Kjær i Credokommentaren til Matthæusevangeliet (s.87). Det kunne ikke ske i en almindelig retssal.

I forhold til vores situation over for Gud, kan det faktisk ikke lade sig gøre, at lovkravet bare sådan bliver frafaldet. Guds lov skal holdes og overholdes til punkt og prikke. Men her er det at Gud lader Jesus komme ind i billedet og lader ham betale al vores skyld. Kun på den baggrund kan Gud vise os nåde og barmhjertighed. Vi bliver frataget for skyld og sat i frihed. Da Jesus dør på korset, er der ingen formildende omstændigheder eller mulighed for hkenstand. Jesus må tage den maksimale straf for vores skyld. Ellers ville vi stadig hænge på den i dag.

Guds nåde og tilgivelse er ubegrænset, for sådan er Guds kærligheds væsen. Det kan godt være at Peter selv synes han har strækket sig langt ved at tilgive en bror op til syv gange for sin forseelse. Syv var trods alt fuldkommenhedens tal. Men Jesus afviser ham fuldstændig med tallet 77, der ikke skal forstås bogstaveligt men som udtryk for, at tilgivelsen ikke kender nogen grænse. Stop med at tælle! Det giver ingen mening i Guds rige.

Guds betingede tilgivelse

Når vi har fremhævet Guds ubegrænsede tilgivelse, må vi også i samme åndedrag understrege, at tilgivelsen ikke er ubetinget. Den fordrer at vi omvender os fra vores syndige liv. Syndernes forladelse er ikke lig med syndernes tilladelse. Der må ske et opgør med synden i vores liv, så vi vender os fra den. Jesus har løst os fra synden og skylden, og derfor må vi nu leve et helt anderledes liv, end det vi kom fra. Kongens handling i lignelsen danner et forpligtende mønster.

Der findes en udbredt forkyndelse i Den danske folkekirke af Guds nåde og tilgivelse, som den kendte teolog Dietrich Bonhoeffer kaldte for billig nåde. Man deler ud til højre og venstre af Guds tilgivelse uden at det forpligter nogen til noget som helst. Det er et misbrug af Guds nåde som skriger til himlen. Det er nåde uden omvendelse. Den slags eksisterer ikke i Guds rige.

Mit forhold til Gud er altid uløseligt forbundet med mit forhold til mit medmenneske. Er jeg ikke villig til at tilgive, kan jeg heller ikke uden videre forvente at få tilgivelse – heller ikke fra Gud. Derfor lyder den femte bøn i Fadervor heller ikke: Forlad os vor skyld. Amen. Forsættelsen hører med: Som også vi forlader vore skyldnere.

Lignelsen om den gældbundne tjener bliver nok aldrig en favorit. Den starter godt men ender skidt, og de fleste af os kan vel bedst lide en god afslutning, en rigtig Hollywood happy end. Den gældbundne tjener forstod aldrig omfanget af kongens eftergivelse / Guds radikale nåde og tilgivelse, og hvad han ikke selv havde forstået, kunne han heller ikke give videre til andre. Derfor byttede han barmhjertigheden i sit eget liv ud med et krav om retfærdighed. Og han var i sin gode ret til at smide sin medtjener i gældsfængsel, indtil han havde betalt hvad han skyldte. Men på baggrund af den barmhjertighed den første tjener havde mødt, var det en handling som kongen betegner som ondskab. Derfor annullerer han gældssaneringen.

Hvorfor skal jeg tilgive?

Hvorfor skal vi tilgive?

Den vigtigste er som tidligere nævnt: Vil vi have Guds tilgivelse, må den forplante sig videre ud til vores medmennesker gennem vores liv. Guds tilgivelse kan ingen tage for givet, og aldrig uden at den får dybtgående konsekvenser i mit liv.

Men jeg skal også tilgive min næste, så han/hun kan blive løst og sat i frihed. Vi har ingen mulighed for at ændre på fortidens handlinger, men vi kan bane vejen for en bedre fremtid og en genoprettet relation gennem tilgivelsen.

Og endelig bør jeg tilgive for min egen skyld. Forkynderen og forfatteren Gunnar Elstad skriver i sin bog, I nådens rige (s.82-83):

I foråret 1995 fejrede vi halvtredsårs-jubilæet for befrielsen. I den anledning blev flere af dem, der havde oplevet krigen, interviewet i radio og fjernsyn. Det der gjorde mest indtryk, var et par interview med folk, som havde siddet i koncentrationslejr. Selv efter 50 år gjorde det så ondt at mindes uretten og ydmygelsen, at stemmen blev grådkvalt, og tårerne begyndte at løbe. Der blev ikke gjort forsøg på at bagatellisere det, der var sket, eller benægte smerten. Men alligevel blev det gjort meget klart, at de havde tilgivet dem, der havde mishandlet dem, både for at de selv kunne komme videre, og fordi verden skulle gå videre. Jeg tror ikke, at nogen af dem, jeg hørte, bekendte sig som kristne. Alligevel havde de opdaget, at det at tilgive sine fjender er at foretrække frem for at blive ved at sidde fast i bitterhed og ønske om hævn og gengældelse.

Nej, alternativet til tilgivelse skræmmer, enten vi vælger hævnen og gengældelsen eller påtager os offerrollen som det sårede bytte. Men i praksis vælges tilgivelsen alligevel fra i mange tilfælde, fordi den opleves for ubekvem og svær. Og tilgivelsen er bestemt ikke altid det nemmeste skridt at tage. At nogen af vanvare kan have forsyndet sig imod os og gjort os fortræd, kan i mange tilfælde tilgivelse uden større besvær. Men når det er gjort med fuldt overlæg som udtryk for en bevidst og villet ondskab fra foruretterens og overgriberens side, opleves det ikke altid lige logisk eller rigtigt bare at skulle tilgive. For det kan man ikke bare. Tilgivelsen er en proces, som kan tage lang tid, men viljen må være til stede.

Hvad nu, hvis jeg ikke kan magte at tilgive? Så kan jeg bede Gud om at gøre mig villig. Jo mere, jeg ser, at han har eftergivet mig 160.000 års løn, jo mere kan jeg tilgive dem, der har frataget mig nogle måneders løn. (Gunnar Elstad, I nådens rige, s.85). Tingene må nogle gange sættes ind i det rette perspektiv.

Josefhistorien

Den gældbundne tjener formåede ikke at omsætte kongens barmhjertighed og tilgivelse i sit liv til næstekærlige gerninger. Men det gjorde til gengæld Josef, som vi hørte uddrag fra i den gammeltestamentlige læsning. Den møgforkælede pralhals der måtte gå så grueligt meget igennem og endte med at blive Faraos højre hånd og særdeles indflydelsesrig. Men mere interessant end hele den ydre karriere og fremskridtene i hans liv, er den forvandling der skete i hans karakter. Hvis der var nogen der med god ret kunne sige, at han umuligt kunne tilgive menneskers lodrette ondskab mod ham, så var det Josef. Men Gud fik lov at bearbejde Josef og danne ham til et forbillede for brødrene og i handling løse dem fra deres angst for gengældelse og sætte dem i frihed. Han lovede endda at tage sig af deres underhold – langt ud over hvad de kunne forvente eller havde ret til.

Dette nådens overskud har Josef, fordi han selv er forløst i sit hjerte gennem sin relation til Gud. Han har for længst tilgivet dem, og forsoningen gør, at han handler vel imod dem. Han står som et modbillede til manden, der fik så enormt meget tilgivet, men ikke ville tilgive en kollega. (Flemming Baatz Kristensen: På pilgrimsrejse i kirkeåret II, s.442-443). Amen