Sidste søndag efter Helligtrekonger

”Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«” Amen Matthæusevangeliet 17,1-9

Vi er nu nået frem til den sidste søndag i juletiden, som jo har en større udstrækning i kirkeåret end i det verdslige kalenderår. Mens den første juletid i december fokuserede meget på Jesu menneskelighed, Gud blev MENNESKE, så er helligtrekonger-tiden mere optaget af at det var GUD, der blev menneske. Når Jesus ligger som barnet i krybben i Betlehem, kan vi ikke umiddelbart se hans guddommelige herlighed. Der hang ikke en glorie over Jesusbarnets hoved. At det på samme tid er den almægtige Skabergud der ligger dér hjælpeløs og til tider skrigende efter mad og omsorg, lyder næsten blasfemisk, og det er i hvert fald kun troen der kan forstå det på sin måde og gribe om det. Men i helligtrekonger-tiden er det Jesu guddommelige herlighed som Guds søn der træder mere tydeligt frem. Ikke mindst i dagens evangelietekst. Men læg samtidig mærke til, at det IKKE sker som en åbenbaring for verden som helhed. Det er en lille eksklusiv gruppe, der ser Jesu guddommelige herlighed. Ikke engang hele discipelflokken på 12, men kun 25% af den. Inderkredsen. Og Messiashemmeligheden gør, at de ikke må tale om det før Jesus er opstået. Åbenbaringen af Jesu herlighed er derfor stadig i det store og hele skjult på dette tidspunkt.

 

Evig nutid

På bjerget springer fortidens mennesker, Moses og Elias, pludselig ind i nutiden, og sammen med Jesus taler de om det der skal i fremtiden med Jesu død. Det ved vi fra Lukas-evangeliet. Ind i denne situation, hvor den normale tidsfornemmelse for en tid er ophørt, er disciplene samtidige med Moses, Elias og Jesus. Hvem kunne ikke nogle gange have lyst til at råbe til klokken: ”Tag nu lige og slap af i stedet for hele tiden at være på farten.” Men nej, tiden går uophørligt, og det altid fremad. Disciplene får her i et glimt, i et slags tilfrosset øjebliksbillede et møde med evigheden, hvor fortid, nutid og fremtid er ophørt, hvor de er smeltet sammen til evig nutid. Tusind år er som en dag og en dag som tusind år. Tiden spiller ikke længere nogen rolle, men er skrevet ud af skaberværket. Evangelieberetningen i dag giver os et forvarsel og en forsmag på livet med Jesus på den nye jord uden et indskrænkende tidsperspektiv. Vi kommer ikke til at lide af stress, for vi har al den tid der skal til – og mere til.

Forvandling og lys

Det er den forvandlede Jesus vi stilles overfor. Jesus havde frivilligt givet afkald på sin guddomsherlighed da han blev født ind i verden, men her fremtræder han pludselig som guddommen selv. Det var altså ikke et eller andet magisk tryllenummer hvor Jesus kunne transformeres til noget helt andet. De så Jesus som han er og altid vil være: Sand Gud og sandt menneske i én person. I Johannes’ Åbenbaring kan vi læse: ”og hans udseende var, som når solen stråler i al sin styrke” (Åb. 1,16). I Ingemanns salme ”I østen stiger solen op” hedder det i sidste vers om Jesus: ”Du soles sol fra Betlehem”. Jesus overgår solen, fordi den trods alt bare er en del af skaberværket. Det er også et forvarsel og en forsmag på den nye himmel og jord, hvor solen, månen og stjernerne så at sige er blevet arbejdsløse. De er væk. Jesus overstråler alt og alle. Skyen, Moses og Elias forsvinder igen, men Jesus bliver tilbage. Hos disciplene. Det viser hans kærlighed.

Vi kan som mennesker arbejde for forandring og forbedring, men ikke forvandling. Jesu forvandling peger også fremad mod vores forvandling, som Jesus til sin tid vil tage sig af. Det siges om ham i Filipperbrevet: ”Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.” (Fil. 3,21) Igen et forvarsel og en forsmag på den kommende herlighed.

Mødet med det/den hellige

Mødet med det hellige og rene i et overvældende og altomfattende lyshav og senere indhyllet i Guds herlighedssky mens de hører Guds majestætiske tordenstemme tale til dem, bliver for meget for disciplene. Som de små mennesker de er, mærket af synd og forgængelighed, oplever de, at frygten og rædslen slår dem til jorden. Mødet med det hellige og Den Hellige kan beskrives som det man med et latinsk udtryk har kaldt for fascinosum et tremendum: Altså et fænomen hvor vi på samme tid tiltrækkes og fascineres og på den anden side frastødes og skælver af ærefrygt. Når man står i den situation, er det ikke så mærkeligt, hvis man kommer til at sige og gøre noget som ikke giver mening. Det er nærmest komisk, når Peter foreslår at bygge tre hytter. Ud fra parallelberetningen i Markusevangeliet kan vi læse, at Peter faktisk ikke vidste hvad han skulle sige (Mk. 9,6), og da han så alligevel sagde noget, vidste han ikke hvad han sagde. Det kan vi læse i parallelberetningen i Lukas-evangeliet (Luk. 9,33). Ophøjede væsener har ikke brug for jordiske hytter eller et hus at opholde sig i for natten.

Den messianske løvhyttefest

Men helt forvrøvlet er det faktisk ikke hvad Peter foreslår. Israelitterne fik påbud om at fejre løvhyttefesten hvert år som en påmindelse og markering af deres vandring i ørkenen i 40 år, hvor de camperede under Guds beskyttelse.

Løvhyttefesten har også et eskatologisk perspektiv over sig. Den peger fremad mod den messianske løvhyttefest i evigheden på den nye jord. Derfor kan vi læse i den sidste bog i bibelen: Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål: de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. (Åb.7,9)

Når Gud afbryder

Men endnu har vi ikke nået den destination. Peter var i gang med at forlænge opholdet på bjerget og i værste fald hindre Jesu mission med at gå til Jerusalem for at lide, dø og opstå. Derfor måtte Gud afbryde ham midt i hans byggeplaner for løvhytteprojektet. I stedet for retter Gud fokus ind på Jesus: Dette er min elskede søn; i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham! Ikke hør på Peters mere eller mindre forvirrede snak. Hør på Jesus! Dermed bekræfter Gud, at Jesus er Guds Søn, og det styrker hans identitet og autoritet over for disciplene.

Jesu lidelse og død

I parallelberetningen i Lukasevangeliet læser vi: [de] talte om den udgang, han skulle opfylde i Jerusalem (Luk. 9,31). Det var altså om Jesus korsfæstelse og død.

Inden de steg op på bjerget, havde Jesus allerede kort forinden forudsagt sin lidelse og død. Det gør han også efter at de er steget ned ad bjerget. Og så bliver de brat og brutalt konfronteret med lidelsernes plads i vores verden i mødet med drengen, der var besat af en uren ånd.

Det fortæller os at kristenlivet først og fremmest leves i lidelsernes verden. Engang imellem kan Gud give os nogle bjergtagende oplevelser af åndelig karakter og indhold, så vi bliver opmuntret og styrket i vores tro. Men det er ikke normalitetsformlen for det kristne liv. Vi kan ikke bygge vores liv alene på det, og vi skal ikke opholde os konstant ved det, selvom om det er fristende at slå sig ned og slå sig til ro med det på en mere permanent basis – i lighed med Peters løvhytteprojekt. Vi kommer ikke uden om konfrontationen med de barske vilkår i realiteternes verden. Det er vores gudgivne kald at leve i denne verden, forkynde frelsen og begrænse lidelsernes omfang. Lidelserne minder os også om, at der ikke er nogen genveje til herligheden uden om lidelsen. Amen