Midfaste

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Amen

Johannesevangeliet 6,1-15

”Mennesket skal ikke leve af brød alene …”, siger Jesus bl.a. til Djævelen ved sin fristelse i ørkenen (Matt. 4,4). Men det betyder så også, at mennesket lever af brød. Og brød må vi gerne forstå i den brede betydning, som vi kender den fra Luthers lille katekismus-kommentar til Fadervor: ”Ved dagligt brød forstår vi alt, hvad vi behøver i livet og for at trives, fx mad, drikke, tøj, hjem, penge, ejendom, trofast ægtefælle, vores børn, gode kolleger, retfærdige myndigheder, godt vejr, fred, sundhed, ære, gode venner og naboer.” (Katekismus Updated, s.22)

Men i dagens evangelietekst er det derimod den helt smalle betydning af brød som fysisk mad for kroppen.

Jesu omsorg. Livets brød

Jesus har omsorg for det HELE menneske. Ikke bare ånd og sjæl. Vi ved fra parallelberetningerne i de andre evangelier, at Jesus havde undervist forud for bespisningsunderet. Desuden havde han helbredt mange. Nu er så turen kommet til det helt basale, kropslige behov: Mad. Og mon ikke der også har været sørget for noget at drikke, selvom det ikke nævnes eksplicit i beretningen.

Jesus viser sig her som den, der blev født og kom fra Betlehem. Betlehem betyder nemlig ”brødhus”. Jesus er i sig selv et helt Betlehem, et brødhus. Senere i Johannes-evangeliet siger han: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste… Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.” (Joh.6,35.51).

Jesus giver i overflod

Jesus giver ikke bare, så det lige slår til og løber rundt. Det kunne han godt have gjort, og det ville have været fantastisk. Men han giver bare så meget mere.

Jesus kan vende en mangelsituation til en overflodsvirkelighed. Hele flokken af mennesker i ødemarken kom med ingenting – eller i hvert fald meget lidt - og de gik stopmætte derfra. Der står ligefrem, at de fik ”så meget de ville have” (v.11). Og ikke nok med det. De tolv disciple fik ovenikøbet hver en kæmpe madpakke med sig hjem. ”Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus …”, siger Paulus i Ef. 3,20-21. Jesus er ødsel, men samtidig har han omsorg for madrester og levninger. Det kan virke lidt paradoksalt. Vi mennesker ser som regel stort på spild, når vi har rigeligt af alt. Og så glemmer vi ansvaret for miljøet og klimaet – og såmænd også vores medmennesker. Midt i ødselheden og overfloden sætter Jesus en ”Stop spild af mad”-aktion i gang. Lang tid før der var en Selina Juul i Danmark der fik den idé.

Jesu skabelsesunder peger samtidig frem mod festmåltidet i det fuldendte gudsrige. Her fik de bare en lille forsmag på det.

Tros-testen

Midt i miraklet og glæden indeholder beretningen også en tros-test. Jesu lærlinge, disciplene, var ikke bare med som passive deltagere. De var netop i lære. De kom til eksamen og dumpede med et brag.

Jesus stillede dem en opgave, som de ganske vist ikke havde en jordisk chance for at besvare og løse med deres egne evner og resurser. Men opgaven gik mere ud på at se mulighederne uden for én selv, mens man står i det umuliges situation. Det er svært nok i sig selv. Men disciplene havde dog allerede ved flere lejligheder set, at Jesus kunne udrette mirakler – fx ved brylluppet i Kana hvor han gjorde vand til vin. Alligevel var det som om det fuldstændig var udvisket af hukommelsen. Og glemsomhed kan være særdeles irriterende i mange situationer, og ved andre anledninger direkte livsfarligt. Også i den åndelige verden kan glemsomhed have katastrofale følger. Når man stirrer sig blind på omstændighederne og den virkelighed, der omgiver os, kan man blive fuldstændig modløs og handlingslammet. Tvivl og direkte vantro kan ende med at skrive Jesus helt ud af ligningen. Og så står vi tilbage med en amputeret virkelighedsforståelse, der udelukker underets og det overnaturliges virkelighed. Vi taler nogle gange om begrænsningens kunst, men i troens verden hører begrænsninger egentlig ikke hjemme. Her stoler man på Jesu ord om, at ”Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.” (Luk. 18,27). Er vi parate til at slippe Gudsrigets enorme kræfter løs i vores liv og menigheder?

Selvom disciplene fejlede og kom til kort, må det retfærdigvis siges, at de udviste troslydighed, efter at Jesus tog over. Da Jesus bad Jesus disciplene om at tage styringen i forhold til organiseringen af menneskeflokken og den senere distribution af fødevarer, stolede de på, at Jesus havde fuld kontrol over situationen. De bød så at sige folk komme til bords, inden de overhovedet vidste, om der var mad at servere!

Giv det lidt du har

Bespisningsunderet viser også at Jesus kan og vil bruge det lidt vi har. Han kunne så nemt som ingenting have budt manna falde ned fra himmelen, ligesom det skete under israelitternes 40-årige ørkenvandring. Men han valgte at velsigne en lille drengs madpakke og dermed vise, at han kan få så uendelig meget ud af noget, der er så uendelig lidt. Gud virker stort i det små, og han kan ikke bare skabe ud af lidt men ud af ingenting med sit bare ord, som det skete ved bl.a. verdens skabelse.

Brødkonge og brødmessias?

Er Jesus en brødkonge eller brødmessias? Ja, i den forstand at han har omsorg for vores menneskelige behov. Men han er så meget mere end det. Han ønsker ikke bare at overøse os med sine mange gaver og velsignelser men at give os sig selv. Han er først og fremmest Frelser og Herre fra syndens, dødens og Djævelens magt. Det forstod folkemængden ikke. De ville have ham som deres jordiske konge, der kunne smide de forhadte romere ud. Havde han ikke bevist, at han kunne brødføde dem, helbrede deres sygdomme, uddrive dæmonerne og tage kontrol over naturens kræfter? Nu var det tid til en kroningsceremoni. Men da går Jesus sin vej og skuffer noget så grueligt. ”Mennesket skal ikke leve af brød alene” – sagde Jesus. Men så tilføjede han: ”- men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” (Matt. 4, 4) Amen.