Septuagesima

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« Amen

Matthæusevangeliet 20,1-16

Det er ikke en af de nemmeste tekster vi står med i dag. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg har bakset en del med den.

Forhold på arbejdsmarkedet

Det er jo tindrende klart, at lignelsen ikke er tænkt som en model for hvordan vores arbejdsmarked skal indrettes. I vores demokrati bryder vi os egentlig ikke om forskelsbehandling, så målet er lige løn for lige arbejde. Men her i lignelsen hedder det: Lige løn uanset arbejdstid og arbejdsindsats! Det lyder næsten som en tidlig forløber for marxistisk kommunisme. Det er retfærdigt at man får løn får udført arbejde. Og det gør alle i lignelsen. Det første hold får ligefrem en arbejdskontrakt med sikkerhed for at de vil modtage løn for, hvad der svarer til en hel dags arbejde. Fair nok. Så langt kan vi være med. Men med de næste hold daglejere der bliver hentet hjem til vingården fra torvet, begynder det at blive mere og mere mystisk. Ikke at vingårdsejeren har brug for megen arbejdskraft i den travleste periode under vinhøsten. Men da udbetalingen finder sted efter endt dagsarbejde – noget som var lovpligtigt ifølge Moseloven – så hænger logikken slet ikke sammen mere. Man kan ikke udbetale samme løn til én der har arbejdet 11-12 timer, selv under middagshedens ulidelige kvaler, og så til én som kun har arbejdet én time i den mest behagelige og kølige tid på dagen. Så hører al rimelighed op. Derfor er den kritik som det første hold kommer frem med rimeligt nok. Set ud fra en arbejdsmarkedsmæssig betragtning med alle love og overenskomster for løn, arbejdstid og arbejdsforhold.

Der var bare lige det ved det, at der ikke var sket kontraktmæssig brud i forhold til det første hold daglejere. De tre næste hold havde slet ikke nogen kontrakt men kun et mundtligt løfte om en retmæssig lønudbetaling. Og hvad angår det sidste hold var der slet ikke noget løfte om noget som helst. Kun en mulighed for at arbejde.

Spørgsmålet om retfærdighed

Det stiller os uvilkårligt i en situation hvor vi konfronteres med spørgsmålet om retfærdighed. Og da vingårdsejeren er en metafor for Gud, er det altså spørgsmålet om Guds retfærdighed. Det er ikke altid nemt at forstå Guds handlemåde med os og verden. Og når man kigger sig omkring, er der godt nok megen uretfærdighed til. Hvordan harmonerer det med, at Gud er god, kærlig, retfærdig og almægtig?

Baggrunden for lignelsen er disciplen Peters spørgsmål: ”Se vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?” (Matt. 19,27). De havde virkelig betalt en høj pris, så der måtte vel også vanke en eller anden form for aflønning eller belønning?! Og Jesus svarer Peter og resten af discipelflokken: ”Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv.”

Taler vi så her om løn? Egentlig ikke. Jesus lover dem ikke som sådan kompensation men giver dem et løfte om at han vil sørge for dem. De har for en periode givet afkald på at være hos familien og forladt deres arbejde og indtægtsgrundlag. Men Gud vil give dem åndelige familier der vil hjælpe dem mad og logi, tøj og penge. De vil få det hundrededobbelt som udtryk for en overvældende omsorg.

En del af lignelsens pointe er da, at Guds rige bringer velsignelser til nogen i denne tid. Og det skyldes udelukkende Guds godhed. Velsignelser er ikke belønninger men udtryk for Guds ufortjente og helt igennem generøse godhed imod os.

Mødet med Guds godhed

En anden vigtig pointe er, hvordan vi møder Guds godhed. Det underlige her er, at vi kun møder én reaktion i lignelsen, nemlig det første hold daglejers. Og den var båret af en harmdirrende følelse af uretfærdighed. De forstår ikke Guds godhed mod de andre daglejere. Vi er heller ikke i stand til at måle Guds godhed ud fra et retfærdighedsbegreb. Gud velsigner fordi han er god. Og han spørger ikke os om lov til det, eller om det rimelige og retfærdige i at han gør som han gør. Guds godhed er ufortjent. Man skulle synes, at godhed er noget indiskutabelt godt. Men det er det ikke for dette første hold daglejere. De sammenligner sig med de andre hold daglejere, og det er en af livets store forbandelser. Hvorfor skal de andre have mere end mig? Bedre evner og kompetencer. Hvorfor skal det gå dem bedre end mig? Hvorfor skal jeg slås med sygdom, arbejdsløshed, tab af ægtefælle, dårlig økonomi osv., mens andre tilsyneladende kommer meget nemmere om ved det? Og vi kender også til det inden for kirken: Hvorfor skal jeg altid stille op til at hjælpe i kirken både her og der, mens andre kan sidde mageligt foran tv’et hjemme i sofaen? Så er der ikke langt igen til misundelsen. Det fører igen videre til vrede og anklager mod Gud, og så er vi inde i den onde spiral.

Godhed og taknemmelighed

Hvordan møder vi så Guds godhed? Desværre hører vi ikke om de andre hold daglejeres reaktion på den overraskende og overvældende udbetaling. Men mon ikke de har været taknemmelige. Det er i hvert fald sådan, vi skal møde Guds godhed. Både mod os selv og ikke mindst hans godhed mod andre. Også når vi synes, at det godt kunne have været lidt mere ligeligt fordelt mellem os.

Og så lad være, at vi synes at det nogle gange kolliderer med vores retfærdighedsbegreb. Det er heller ikke umiddelbart retfærdigt og rimeligt, at Gud frelser os af nåde, ene og alene på grund af at Jesus er død for os og har taget vores synd, skyld, skam og straf på sig. Vi har på ingen måde fortjent det med den måde vi lever og opfører os på over for Gud og hinanden. Alligevel ønsker Gud at overøse os med sin godhed og komme os i møde med sin nåde. Og det er retfærdigt, set med Guds øjne. Nogle gange forklarer vi det med, at Gud lader nåde gå for ret. Vi skal bare være helt på det rene med, hvad vi mener med det udtryk. Det kan nemlig godt betyde, at Guds nåde går forud for hans retfærdighed. At Gud i virkeligheden bevidst overser eller lukker øjnene for vores fejl og i stedet for vælger at være god imod os. Nej, sådan hænger det ikke sammen. Gud går ikke på kompromis med hverken sin hellighed eller retfærdighed. Gud er 100% hellig, retfærdig, god og kærlig i ALT hvad han gør – også når vi ikke forstår en brik af det hele. Ellers er han ikke Gud.

Og så lad mig slutte med et citat af Peter Halldorf: ”Godhed er ikke en egenskab hos Gud. Det er hans væsen… Men ikke engang ordet ”god” er tilstrækkeligt til at beskrive Gud. Han er altid mere end god.”… At lære Gud at kende er at lære godheden at kende. Den eneste grænse for Guds godhed er fraværet af en grænse.” (Der brænder en ild, s.66 og 67). Amen