Aftenmeditation over Sl. 139,13-18

Salme 139, 13-18 (Bibelen 2020)

Det var dig, der skabte mine nyrer,

du vævede mig i min mors mave.

Jeg takker dig for det vidunderlige, at jeg blev skabt.

Det, du gør, er vidunderligt

det ved jeg meget godt.

Mine knogler var ikke skjult for dig,

da de blev til i det skjulte,

da de blev til, langt inde i mørket.

Dine øjne så mig som foster,

mine dage var skrevet i din bog,

de var bestemt for mig, før en eneste af dem blev til.

Hvor er dine planer for mig vidunderlige, Herre,

hvor er de mange.

Jeg tæller dem, men der er flere end sand,

og når jeg er færdig med at tælle, er jeg stadig hos dig.

Amen

Refleksion over Salme 139, 13-18 (Bibelen 2020)

Livet er vidunderligt. Ikke mindst nu, hvor vi mærker forårets komme, og snart kommer til at se, hvordan alting spirer og blomstrer. Naturens skabelse. Eller rettere: Genskabelse og nyskabelse år efter år. Når man står med et nyfødt barn i sine arme, så bliver det ikke meget bedre. Det er et mirakel. Et under. Et vidunder. For det er Guds skabning. Han er arkitekten bag ved dannelsen af et barn. Han er livets ophav. Og derfor bliver vi små og stille, når vi står med noget så stort i vores hænder. Og samtidig så lille og sårbart.

Men egentlig skal vi gå et skridt tilbage. Vi har lige fejret Mariæ bebudelsesdag i søndags. Den søndag som er blevet kaldt menneskeværdets og fosterets søndag. Livets søndag. At undfangelsen har underkarakter kan vi vist ikke være i tvivl om. Men med Jesu fødsel står vi over for noget endnu større. Undernes under. Som vi udtrykker det i trosbekendelsen: ”Undfanget ved Helligånden”. Så bliver det ikke større. Ufatteligt og ubegribeligt. Med kirkens og kristendommens sprogbrug taler vi om inkarnationen. At noget er kommet i kød. Det guddommelige tager den menneskelige krop og natur på sig. Den Almægtige Gud lader sig føde med Marias gener. Teologen Robert Bladt udtrykker det på denne måde: Rationelle mennesker kan finde på at diskutere evangeliernes beretning om, at Jesus efter sin opstandelse gik gennem lukkede døre. Det er dog intet mod det under, at Helligånden gik gennem Marias mødom og befrugtede en ægcelle med den almægtige Guds ord og Ånd, så at han, ved hvem universets galakser og stjernetåger er skabt, nu gennemgår fosterets udviklingsfaser.” (Anno Domini)

Når det uforudsigelige rammer

Det var én blandt mange dage. Maria fra Nazaret i Galilæa passede sine huslige pligter og gøremål, som man nu forventede af en ung pige på 14-15 år. Om hun havde noget specielt på programmet denne dag, ved vi ikke, men det blev en dag, hun aldrig glemte. En dag, som vi og hele verden aldrig skulle komme til at glemme. Det fuldstændig uventede, uforudsigelige og ubegribelige overgik Maria. Hende, der var en ganske almindelig, fattig landsbypige. Hun fik englebesøg. Det stod ikke på dagens program. Englen var ikke inviteret og havde ikke på forhånd meldt sin ankomst. Pludselig dukker den op ud af det blå og uden at banke på. Ikke for at være uhøflig, men sådan er engle. De går gennem døre i stedet for døråbninger. Englen hilste hende venligt og roligt med ordene: ”Gud har udvalgt dig, Maria. Du er noget særligt i hans øjne.” Men Maria var alt andet end rolig og glad. Hun går næsten i chok, så englen må berolige hende. Det er engle i øvrigt vant til. Mødet mellem engle og mennesker går ikke upåvirket hen. Det gør noget ved os. I første omgang kan det være temmelig voldsomt. Det kan være fristende at løbe væk og unddrage sig budskabet fra englen. Men Maria blev, hvor hun var, og fik lov til at stille alle de spørgsmål, som naturligt trænger sig på, når man som den eneste ud af hele jordens befolkning er udvalgt og kaldet til at indgå i det utænkelige og umulige.

Maria skulle være Gudsbærerske og Gudsføderske. To ord som ikke indgår i vores hverdagssprog. De er voldsomme. Nærmest blasfemiske ved første bekendtskab. I hvert fald så paradoksale, at tanken står af. Hvordan kan den almægtige Gud, som bærer og opretholder hele universet, lade sig bære af en kvinde? Hvordan kan han, som er til fra evighed og til evighed, lade sig føde i tiden ved en kvinde? Det slår klik for os. Det hele sker ved Helligåndens mellemkomst. Som en forklaring på, hvordan det skal gå til. Men bliver vi klogere af det? Egentlig ikke. Tankekorset bliver stående. Det bedste vi kan gøre er at bøje vores knæ i taknemmelighed over, at Gud greb ind i menneskehedens historie med frelse, i sin time, på et udvalgt sted, ved et udpeget menneske og på sin egen helt utænkelige og fantastiske måde.

Trygheden i det besværlige liv

Livet er vidunderligt, og livet er uforudsigeligt. Og så kan det være særdeles besværligt. For at sige det mildt. Maria endte med at sige ja til sin opgave og kald. Helt frivilligt lod hun sig inddrage i det guddommelige mysterium og den guddommeliges planer for hende. I modsætning til stormanden Moses, der gjorde hvad han kunne for at unddrage sig Guds kald og planer med ham. Maria var privilegeret og i særklasse. Men hvor mange ville reelt være misundelige på hende? Hendes liv blev ikke længere et liv i ubemærketheden. Det blev fyldt med lidelser og besvær midt i alt det glædelige. Men hun hvilede i trygheden og forsikringen om, at Gud ville være med hende som Hans udvalgte. At Hans planer var de bedste for hende. Ligesom det ufødte barn, der ligger trygt i livmoderens mørkeland og venter på at komme ud i lyset. Barnet kan ikke se sin Skaber og ved ikke hvad der venter det, men Skaberens øjne hviler på barnet med kærlighedens ømme blik:

Dine øjne så mig som foster,

mine dage var skrevet i din bog,

de var bestemt for mig, før en eneste af dem blev til.

Hvor er dine planer for mig vidunderlige, Herre,

hvor er de mange.

Jeg tæller dem, men der er flere end sand,

og når jeg er færdig med at tælle, er jeg stadig hos dig.

Amen