Fyraftensgudstjeneste: Palmefugl for askekrukke

Historisk intro til askeonsdag

I kirkeåret befinder vi os lige nu i fastetiden der begynder askeonsdag, altså på tredjedagen efter fastelavns søndag. Vi er lidt længere fremme nu og har ikke markeret denne dag i vores kirke som det ellers er ved at ske rundt omkring i landet. Derfor har vi gjort denne fyraftensgudstjeneste til en lidt forsinket markering af askeonsdag.

Det kan virke lidt underligt at fasten starter på en onsdag – næsten midt i ugen. Men det skyldes, at hvis man regner 40 dage tilbage fra påskelørdag og trækker søndagene fra – de regnes ikke med som fastedage – ja, så lander vi på en onsdag. Og den har altså fået navnet askeonsdag.

Hvorfor så lige 40 dage? Der er flere eksempler i bibelen på at tallet 40 er et vigtigt tal. Moses var 40 dage fastende på bjerget hos Gud. Elias gik 40 dage fastende til Sinaj bjerg. Jesus fastede 40 dage i ørkenen før han blev fristet. Og så kan vi tilføje at Israels folk vandrede rundt i ørkenen i 40 år – ganske vist uden at faste i hele denne periode.

I katolsk tid – og stadig i både katolske og andre kirker som for eksempel den evangelisk-lutherske Svenska Kyrkan – markeres det med, at man brænder palmegrenene fra sidste års palmesøndag og bruger asken til enten at tegne et kors i panden på de fremmødte eller strø aske på hovedet. Når det sker, hører man samtidig ordene:

Husk, menneske, at du er støv og skal vende tilbage til støvet. Omvend dig og tro på evangeliet. (jf. DDS 609,4)

Meningen er at minde os om, at vi er forgængelige, at vi kun er her en kort tid, at vi forlader jorden uden noget som helst i lommen, at vi skal dø en dag – og at ingen kender dén dag.

 

Salme 103, 13-16

Som en far er barmhjertig mod sine børn,

er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham.

For han ved, at vi er skabt,

husker på, at vi er støv.

Menneskets liv er som græsset,

det blomstrer som markens blomster;

når vinden blæser over det, er det der ikke mere,

dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.

 

Asken og boden

Askeonsdag har naturligt nok fået sit navn efter asken, som er et af fastens vigtigste symboler i Det gamle Testamente. Vi læser fx om profeten Daniel: ”Jeg vendte mig til Gud Herren for at søge ham i bøn og tryglen under faste og i sæk og aske.” (Dan. 9,3) Den skik blev overtaget af oldkirken, hvor fasten også var en offentlig bodsperiode for dem, der havde begået grove synder og blev indledt med, at man strøede aske på hovedet af de bodfærdige.

I dag praktiserer kirken i vores del af verden ikke længere den offentlige bod, og så kan vi jo spørge os selv, om vi stadig har brug for det, som boden står for. Hertil svarer præsten Peter Halldorf:

”Når man gør bod, optjener man ikke tilgivelse. Tilgivelsen er fri, det er en gave, der af ren og skær nåde skænkes til den, der angrer og bekender sin synd. Men boden tager den skade, som synden har gjort, alvorligt. Sår skal hele, og vi er nødt til at række hånden ud for at forsone os med hinanden. Når jeg har indset min synd og har bekendt den, har jeg brug for hjælp til ikke at falde tilbage i det destruktive mønster. Det er her, boden kommer ind i billedet. I dag hænger den ofte sammen med skriftemålet, der har overtaget den funktion, som den offentlige bod havde i oldkirken. Den, der har bekendt sin synd og taget imod syndsforladelsen, får af skriftefaderen en ”bod”, det vil sige et konkret, åndeligt råd. Rådet skal styrke mig i mit forsæt om at gå på omvendelsens vej, så jeg kan leve sandt og retfærdigt.” (Det hellige år, s.100)

Når vi snakker om skriftemål, tænker mange nok mest på den katolske kirke. Men fastetidens stærke bodsmotiv er fælles for hele kristenheden både i øst og vest. ”Fasten er en tid, hvor vi bor i sorgen over vores egen lunkenhed, dovenskab og uvilje”, fortsætter Peter Halldorf (Det hellige år, s.101).

Asken og døden

Asken minder os om at vi skal dø. Memento mori: Husk, du skal dø – som de gamle romere sagde det.

I det danske begravelsesritual siger vi: Af jord er du kommet – til jord skal du blive – af jorden skal du igen opstå. På den måde viser vi at der er en sammenhæng mellem jorden og mennesket. På hebraisk hedder menneske ”adam”, og jord hedder ”adamah”, så rent sprogligt kan man se og høre at ordene er i familie med hinanden. Det kan vi ikke på dansk.

Ved en engelsk begravelse siger man bl.a.: ”Earth to earth, ashes to ashes, dust to dust”.

Jord kan godt have værdi, men aske og støv er værdiløst. Hvad er sammenhængen mellem aske og støv? (Spred aske ud på gulvet og se støvudviklingen). Aske udvikler og udvinder støv. Asken er et symbol på livet, der er slukket, ilden, der gået ud, og kærligheden der er blevet kold. En anden præst, Flemming Baatz Kristensen udtrykker det sådan:

”Asken står for det sterile, ufrugtbare og døde. Det er et tegn på vores lidenhed … Asken er et symbol på den yderste åndelige fattigdom og den dybeste sønderknuselse.” (På pilgrimsrejse i kirkeåret I, s. 287). Vi har nået et absolut nulpunkt.

Asken og visdommen

Er askeonsdag så en trist dag? Det kan den for så vidt godt være, hvis man holder sig alene til temaet om forgængelighed og død. Men den kan også bruges til noget positivt. I Sl. 90 tales der om menneskelivets flygtighed, foranderlighed og forgængelighed:

”Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til, men al deres stolthed er elendighed og ulykke; hastigt går det, så flyver vi bort.” (Sl. 90, 10). Hvad skal vi bruge den erkendelse og konstatering til? Det giver salmen os svar på:

”Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet” / Lær os at tælle vores dage, så vi får indsigt (Bibelen 2020) (Sl. 90,12). Der er altså visdom og indsigt at hente ved at holde lidt tal på dagene i vores liv, og ikke bare bevidstløst stå op og gå i seng dag ud og dag ind. Jeg tror der er nogle der har set og hørt sætningen:

”Betænk livets korthed, dødens vished og evighedens længde.” Det er udtryk for visdom og indsigt.

Asken og opstandelsen

Midt i talen om forgængelighed og død, så peger asken faktisk også frem mod opstandelsen. Tillad mig igen at citere Flemming Baatz Kristensen:

”Af asken skal fugl Fønix genopstå! I oldkirkens forkyndelse og i dens kunst bruges billedet af fugl Fønix som et symbol på opstandelsen. Fugl Fønix er et gammelt ægyptisk sympol på fornyelse. Fugl Fønix levede meget længe, og når den døde, gik den ifølge sagnet op i flammer, hvorefter den forynget genopstod af asken. Det er det billede, Grundtvig spiller på i DDS 241,1 (og som vi hørte som præludium i dag):

Tag det sorte kors fra graven!

Plant en lilje, hvor det stod!

Ved hvert skridt i dødninghaven

blomster spire for vor fod!

Englevinger på vor grav

for den brudte vandringsstav!

Palmefugl for askekrukke!

Frydesang for hule sukke!

 

Vi hørte også temaet i DDS 3,3:

Løskøbt har han dig blandt Helvedes fanger,

kranser dig yndig, som kongen sin ven,

skænker dig alt, hvad dit hjerte forlanger,

sol-fuglen lig bliver ung du igen.

 

Ligesom solen der går ned, men genopstår med fornyet kraft, genopstår føniks-fuglen forynget af sin egen aske. Denne sammenligning mellem solen og føniks-fuglen gør at Grundtvig kalder den for sol-fuglen.

Når vi står ved et absolut nulpunkt, kan vi altså se frem mod opstandelsen som håbets absolutte højdepunkt. I os selv finder vi kun håbløshed, men i Kristus får vi skænket evigt liv. Derfor kan askeonsdag bruges som sund træning i at indse vores dødelighed, for vi har opstandelsen foran os. Amen