Skærtorsdag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Amen

 Matthæusevangeliet 26,17-30

”Fordi mennesket er skabt i den treenige Guds billede, er fællesskabet nedlagt i vores identitet. Vi står helt fra begyndelsen i et forhold til Gud, vores vigtigste relation, men også til vore medmennesker, ja, til hele skaberværket. Vi bliver mennesker gennem vore relationer”, siger præsten Peter Halldorf (Drik dybt af Ånden, s.184). Derfor står ikke mindst måltidsfællesskabet højt i kurs i de fleste kulturer og religioner. Det er næsten svært at forestille sig det anderledes. Coronatiden har ikke mindst mindet os om, hvor vigtigt det er, at vi holder fast i relationerne og dyrker fællesskabet. Derfor har vi det så svært med at holde afstand, bære mundbind og ikke må give hånd og krammer. Der sker en fremmedgørelse af mennesket i forholdet til dets relationer, og det er i bogstaveligste forstand u-menneskeligt.

Et anti-måltid

Når Jesus i dagens evangelietekst samler sine disciple til et måltidsfællesskab, er vi altså inde på noget af det helt centrale i menneskelivet og i den kristne tro. Og netop derfor er det også underligt, som nadveren i vores folkekirke har udviklet sig. Professor i religionsvidenskab og det gamle testamente, Hans Jørgen Lundager Jensen, siger: ”Nadveren er gået fra at være et rigtigt måltid til at være et anti-måltid. Det gør det omvendte af, hvad man forventer af et rigtigt måltid. Det er ikke hyggeligt, der er ikke nok at spise, og vi kommunikerer ikke med hinanden. Det er i høj grad et individuelt fællesskab”, siger han. (Måltider skaber fællesskab i religionerne, religion.dk). Mange af lighedspunkterne mangler altså i forhold til den nadver, Jesus indstiftede, og som igen har sin baggrund i det gammeltestamentlige påskemåltid.

Et festmåltid

I dagens tekst er det helt tydeligt, at der er tale om et rigtigt måltid, og de kommunikerer i allerhøjeste grad med hinanden. Men om det var hyggeligt, er en lidt anden sag. Ganske vist er Skærtorsdag en dag, som bryder med fastetiden, og i vores kirkeår er den karakteriseret ved den hvide festfarve. Nadveren er først og fremmest et festmåltid, et glædens og taksigelsens måltid, der forener os med Kristus. Men under det hele lurer en dødelig alvor. Jesus sad til bords med tolv mennesker af sin nærmeste omgangskreds, som lige straks skulle vise sig at udgøre en forræder, en fornægter og resten en flok kujoner, der svigtede da det brændte mest på. Jesus ved, at han snart skal dø en forfærdelig pinefuld død. Alligevel er han fuldt nærværende under måltidet og viser sine disciple den største hengivenhed og kærlighed. Det kræver en overmenneskelig styrke.

Lad os se på nogle aspekter ved nadveren, som samtidig er tredimensionel i tid:

Et mindemåltid og pagtsmåltid

Den er et mindemåltid. Vi ser tilbage på det Jesus gjorde engang for længe siden. I udgangspunktet var det et gammeltestamentligt påskemåltid til fejring af udfrielsen af slaveriet i Egypten. Men samtidig bryder Jesus ritualet. Helt uhørt og chokerende må det have virket på hans disciple, for pludselig drejer han det i retning mod sig selv: Det er HAM, der nu er offerlammet, der skal slagtes, som det skete Langfredag. Alle de mange gammeltestamentlige ofringer kunne i virkeligheden ikke bringe renselse og syndsforladelse, men de pegede frem mod det fuldkomne offerlam, Jesus Kristus.

Nadveren er et pagtsmåltid. Jesus indgår så at sige en ny aftale mellem Gud og mennesker. Bibelen 2020 udtrykker det på en meget ligefrem måde: ”Jeg skal slås ihjel for mange menneskers skyld, og med mit blod grundlægges et nyt forhold mellem Gud og mennesker, hvor alle kan få tilgivelse for det, de har gjort forkert.” (Matt. 26.28)

Et gentagelsens måltid

Nadveren giver mig altså syndernes forladelse. Og det er grunden til, at den skal gentages igen og igen. Hermed får den et nutidigt aspekt, hvor jeg bliver samtidig med Jesus. Vi er syndere i Guds øjne og har brug for at blive befriet for synden, skylden, skammen og den dårlige samvittighed over for Gud. Jesus må med sit blod rense os og tilgive os hver eneste dag. Derfor er nadveren et festmåltid, selvom den ikke ser ud af meget.

Det var Martin Luther magtpåliggende at understrege, at nadveren ikke bare er et symbolsk måltid, men at Jesus er reelt tilstede. Jeg får del i Jesu krop og blod. Når Jesus siger, at ”Dette er mit legeme”, skal det forstås sådan ligefremt, at Jesus identificerer det velsignede brød med sit legeme. (Vis brødet fra prædikestolen!) Det er selvfølgelig stadig et almindeligt usyret brød, men sammen med brødet er det Jesu legeme. Brødet bliver på den måde et synligt tegn på Jesu usynlige, men virkelige nærvær. Og på samme måde er det med forholdet mellem vinen og Jesu blod. Så tæt et fællesskab er der mellem Jesus og den, der modtager nadveren. Vi bliver en enhed, når vi helt konkret og fysisk indtager brødet og vinen. Hvis man ikke ønsker dette fællesskab med Jesus, er det bedst ikke at deltage i nadveren.

Nadverens fremtidsaspekt

Nadveren peger også frem mod Guds evige rige. Jesus har lovet os, der tror på ham, at vi skal sidde til bords med ham dér. Og det bliver et festmåltid af en helt anden kaliber og kvalitet. Der skal være rigeligt af alt. Og vi skal være i fællesskab med alle de andre, der nåede i mål. Men én ting får vi ikke brug for mere, og det er syndernes forladelse. Den dag er vi nemlig blevet synden kvit, befriet for synden for altid. Så starter festen for alvor. Her på jorden må vi nøjes med en noget fattigere udgave af nadveren, og selvom Jesus kun er usynligt tilstede, så er hans nærvær og tilstedeværelse lige så fuldt virkeligt, som hvis han var synligt tilstede og skal være det i det evige Gudsrige. Amen