1. søndag efter påske

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

 Johannesevangeliet 20,19-31

Det er uden tvivl forfærdeligt at sidde i et fængsel. Nogle værre end andre. Men uanset hvordan de ydre forhold er, så er et fængsel altid en frihedsberøvelse. Jeg bliver frataget retten til selv at bestemme, hvor jeg vil opholde mig og hvornår. Under coronatiden har nogle af os oplevet, at hjemmets fire vægge ikke bare giver os en følelse af tryghed og velvære men i lige så høj grad kan opleves som en omklamring, der vil spærre os inde og tage vores frihed.

Frygten

Hvis man var gået forbi huset, hvor disciplene opholdt sig, kunne man let have fået det indtryk, at der rådede en fredfyldt og rar stemning. Alting virkede så stille. Der kom nærmest ikke en lyd ud fra huset. Men i virkelighedens verden så det helt anderledes ud. Indenfor var atmosfæren ladet med frygt og uro. Alt andet end et hyggeligt sted at være. De sad indespærret i frygtens fængsel. Man kan lukke og låse dørene, men man kan ikke gemme sig for frygten. Den følger med indenfor. Man kan nogle gange tydeligt se på mennesker, at de lider af frygt. Andre gange ser man bare en blankpoleret facade, der helst skal give indtryk af det stik modsatte. Men inde bag facaden er man ved at kvæles af angst og afmagt.

Freden

Med ét ændredes hele situationen for disciplene, og rummet fyldes af fred og glæde. Hvad var det, der gjorde forskellen? Det korte svar er: Jesus. Ved det første møde siger han hele to gange: Fred være med jer! Men det er ikke kun ordene der gør sin virkning. Jesus er indbegrebet af fred i egen person. Hans tilstedeværelse udfylder hvert et hjørne og kvadratmeter af rummet med fred. Nu kunne de bevidne, at de havde set Herren, og dermed var alt forandret. Og så alligevel ikke helt. Da Jesus kom en uge senere, sad de igen bag lukkede døre, og for tredje gang måtte han lyse fredshilsenen over dem. Det kan tage tid for freden at trænge helt ind i sjæl, sind, tanker og følelsesliv. Konstant er der ydre og indre omstændigheder, der er på jagt for at stjæle freden. Men vi kan alle ved troen på Jesus få andel i den fred, som Jesus kommer med. Det forsikrer Paulus os om i Fil. 4,5-7: Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. Der er forfulgte kristne i verden, der har oplevet denne fred selv i et torturkammer i fængslet. Det er en fred, der virkelig overgår al forstand.

De havde set Herren

De havde set Herren. Det understreger Johannes senere i 1. Joh. 1,1: Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord … det, … forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os.

Det er helt afgørende, at kristendommen bygger på fakta og ikke er en samling røver- og vandrerhistorier. Paulus gør det meget klart i 1.Kor. 15,12-20, at hvis Jesus ikke virkelig er opstået fra de døde, så har vi ikke noget at have vores kristendom i: Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud … er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt … Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. (1. Kor. 15)

Jeg har set Herren

Men når det er sagt, må det også understreges, at det som andre har set og udgør et objektivt fundament, må også blive vores eget subjektive fundament. Det er ikke nok for mig, at de havde set Herren. Jeg må også se Herren. Troen er nemlig en subjektiv erfaring, noget selvoplevet og selverfaret. Jeg kan ikke leve på andres tro og vidnesbyrd. Det er noget af det, som Thomas kæmper med. Thomas Tvivleren, som vi kalder ham. Eftertiden har ofte stillet ham i et dårligt lys. Og ja, Thomas burde absolut have vist mere tillid til sine 10 nære venner. Hvor stor var lige sandsynligheden for, at de havde rottet sig sammen for at stikke ham en stor løgn lige op i ansigtet?

Men egentlig er der noget rigtigt i det, Thomas siger og gør. Han kan ikke leve på de andres tro og erfaringer. Han må selv gøre erfaring med den opstandne Jesus, hvis det skal få afgørende betydning for hans liv. Thomas’ eksempel viser, hvor meget det personlige møde med Jesus betyder. Du kan sidde søndag efter søndag til gudstjeneste, uden at det får nogen som helst afgørende betydning for dit liv. Du må helt derind i enerum med Jesus, hvor du får et personligt forhold til ham som din Frelser og Herre. Ellers er det bare en forstandstro.

Thomas’ tvivl

Thomas’ tvivl er reel nok. Det er ikke en tilbagelænet, akademisk, intellektuel og verdensfjern tvivl men udtryk for en dyb eksistentiel krise. Hvis Thomas ikke får klarhed over Jesu skæbne, så havner han i en sump, hvor han langsomt krakelerer og går i opløsning. Selve livet står på spil. Thomas blev kaldt Didymos, som betyder tvilling. Er det en hentydning til det tvillingepar, som fulgte ikke bare Thomas men også følger os livet igennem: Kampen mellem tro og tvivl? Den ærlige tvivl hører altid med til en levende tro! Da Thomas kom til klarhed med Jesus, blev han til Thomas Bekenderen. Det er sådan den ortodokse kirke først og fremmest ser på ham. Han kommer nemlig med den første, stærke Kristusbekendelse efter Jesu opstandelse: Min Herre og min Gud.

Vi har set Herren

Vi har set Herren, sagde de 10 disciple. Et udtryk for, at den kristne tro ikke bare er den enkeltes tro, men det er hele menighedens tro og bekendelse. Vi er ikke alene med vores erfaring men deler den med mange andre. Thomas’ fortjeneste var, at han vendte tilbage til fællesskabet, og i det fællesskab blev hans tro fornyet. Til hver gudstjeneste kan vi opleve, at Jesus fylder os med sin fred, udruster os med Helligåndens kraft, så vi er klar til at blive sendt ud i verden, sådan som disciplene oplevede det. Amen