Kristi himmelfarts dag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Amen

 Markusevangeliet 16,14-20

”Himmelfarten er en milepæl i verdenshistorien. Kristus sætter sig ved Faderens højre side. Han genoptager den fulde brug af sine guddommelige egenskaber. Han er nu den allestedsnærværende Frelser, der overalt kan gribe ind ved sit frelsende nærvær. Han leder sin kirke på jorden og har givet sine vidner kraft til at være hans vidner.” Sådan sammenfatter den afdøde svenske biskop Bo Giertz hvad Kristi himmelfarts dag handler om i en nøddeskal.

En sejrs- og festdag

Kristi himmelfarts dag er en sejrsdag og festdag. Efter jul, påske og pinse kunne man kalde den for den fjerde store højtid eller højtidsdag. Der mangler dog noget i at den får den status i vores danske folkekirke. Mange steder er den blevet konfirmationsdag, og så forsvinder fokus næsten helt fra dagens særkende og indhold. Kristi himmelfarts dag er også blevet kaldt den spejlvendte jul. Hvor Jesus stiger ned fra himlen til os på jorden i julen, så stiger han nu op fra jorden til himlen.

Egentlig kunne man have forventet, at det var Store Afskeds- og sørgedag. Efter opstandelsen dukkede Jesus flere gange op ud af det blå og blev usynlig igen. Hans åndelige krop gjorde at de fysiske begrænsninger i tid og rum var ophævet. Men denne gang ved himmelfarten var det et definitivt farvel til alle. Alligevel var der glæde, lovsang og tilbedelse.

Jesus regerer i og fra himlen

Jesus havde fuldført sin mission på jorden, men det betød ikke, at han nu trak sig tilbage til en tidlig pensionering. Så havde det for alvor været trist. Nej, Jesus var på vej til sin tronbestigelse. Kristi himmelfartsdag er derfor også Kristi kroningsdag. Han steg op for at sætte sig ved Majestætens højre hånd. Den højre side er udtryk for magt, kraft og styrke. Det er hverken en fjern eller magtesløs Kristus vi har. Det er kongernes konge og herrernes herre, der er allestedsnærværende og i særlig grad nærværende hos sin menighed overalt på jorden. Himlen er Guds sted og ikke bare en metafor. Ganske vist er Jesus tilstede over alt, men alligevel taler biblen om himlen som hans særlige hjemsted og hovedkvarteret for hans regeringsudøvelse. Den måde Jesus udøver sin magt på sker bl.a. ved at han beder for os, som ingen anden kan bede. Det er altid bønner efter Gud Faderens vilje og i overensstemmelse med hans planer. Jesus er en bønneforkæmper og bønnekriger. Den vigtigste kamp er den åndelige kamp i den himmelske sfære.

Jesu kropslighed

Det er værd at bemærke sig, at ligesom Jesus opstod fysisk og legemligt af graven, sådan fór han fysisk og legemligt til himlen. Jesus efterlod ikke sin krop i graven eller på Oliebjerget ved sin himmelfart. Han tog den med sig til himlen som et udtryk for at kropslighed eller legemlighed ikke er noget laverestående eller nedværdigende. Vi er skabt med en krop og skal altid have en krop på den nye jord. Inkarnationen – det at Jesus kom som et menneske til jorden med en krop - ophører aldrig. Jesus vil for altid være Gud-mennesket. Og han skal komme tilbage til jorden som det synlige og kropslige Gud-menneske. Det er virkelig en ophøjelse af menneskeligheden. Det at være menneske kommer her til ære og værdighed.

Vores mission

Jesus har færdiggjort sin mission på jorden og udøver nu sin mission fra himlen. Vi skal derimod videreføre hans mission på jorden – ganske vist altid i nærkontakt med Jesus selv, for ellers bliver det ikke til meget med det, vi kan udrette i egen kraft. Himlens konge har gjort os til missionsfolk i ordets egentligste forstand. Vi er udsendt med en opgave: At vinde mennesker for Kristus og gøre dem til himmelske statsborgere. Vi samler os skatte i himlen.

At Jesus overhovedet vil bruge os – og disciplene dengang – er helt ufatteligt. Faktisk lagde evangelieteksten i dag ud med, at ”han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse”. Det lyder som en fyring på gråt papir! Men det er de samme mennesker der bagefter bliver genansat med den mest betydningsfulde opgave af alle: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.” Det viser, at Gud ikke bare frelser os af nåde, men også missionstjenesten er ren og skær nåde. Vi er totalt uværdige, umulige og ubrugelige i os selv til at gå i kongens tjeneste, men ikke desto mindre skubber han de højpotente engle til side for at bruge os i missionens tjeneste. Englene har så i stedet fået andre opgaver.

Redningsaktion og udrustning

Vores missionstjeneste er ikke bare en hobby eller fritidsinteresse, men det er dødelig alvor. Jesus udtrykker det med ordene: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Det er en redningsaktion på liv og død. Og vi taler vel at mærke om forskellen mellem det evige liv og den evige død, dvs. fortabelsen. Mennesker skal reddes fra undergang og fortabelse. Intet mindre. Kan man tænke sig en større og vigtigere opgave?

Opgaven kræver stor udrustning. Og det er ikke småting der blev linet op for os i dagens evangelietekst: ”Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.” Det lyder overvældende, og det er det. Det ligger uden for vores evner og formåen. Netop derfor er det en guddommelig udrustning, der skal tage kampen op ”mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet”, som Paulus udtrykker det i Ef.6,12. En åndelig kamp kræver åndelig krigsudrustning. Det er ikke nok med menneskelige kompetencer, oplysningskampagner eller moderne teknologiske våben. Det er kamp af en helt anden kaliber. Og her er jeg bange for, at vi som pæne folkekirkekristne skyndsomt er løbet af banen for at gemme os. Men vi glemmer, at kongernes konge og herrernes herre er med os i kampen. Vi står på sejrherrens side! Og han har altså uddelegeret en autoritet til os og givet os mægtige våben i brug.

Himmelsk statsborgerskab

Og så lige til sidst: Kristi himmelfarts dag minder os om vores himmelske statsborgerskab. Vi er ganske vist jordboere og verdensborgere, men vi er samtidig på en pilgrimsvandring gennem verden og livet, på vej mod vores himmelske destination. Livet på jorden er kun en prolog, altså en indledning til den livets bog, der skal skrives videre på i evigheden i himlen. Med vores himmelske statsborgerskab og pas, som Jesus har vundet til os, er vi allerede nu himmelborgere, men vi har kun en vag forestilling om, hvad det virkelig indebærer. Himlen er det sted hvor der er himmelsk, og det overgår langt vores fantasi. Og så er det først og fremmest det sted, hvor vi skal være sammen med den himmelfarne Jesus, der er gået forud for at gøre en plads rede til alle dem, der tror på ham.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen